Efter at film- og musikindustrien brugte 00'erne til at gå efter piraterne, så har starten af dette årti budt på et stigende antal løsninger der giver nem adgang til lovlig film og musik.
Faktisk i en grad hvor det nu nærmest er noget man bliver tilbudt på ethvert digitalt gadehjørne.
Senest ankomne til den danske del af festen er Google, der nu endelig tilbyder kunderne i Danmark muligheden for at leje eller købe film i deres Play-butik.
Til gengæld må danskerne stadig kigge langt efter Googles Spotify-lignende musikservice, Music All Access, som i denne omgang slår endnu en bue uden om Danmark - på trods af at den netop har ramt vores svenske og norske naboer.
Konkurrencen fra filmpiraterne er der stadig
Selvom man med services som Netflix, filmudlejning direkte fra TV-bokse og nu også Google nemt kan få adgang til et stort bibliotek af film, så er der stadigvæk hård konkurrence fra piraterne.
Det så man senest i sidste uge, hvor en helt ny "tjeneste" ved navn Popcorn Time gjorde det nemmere og mere bekvemt end nogensinde at streame helt nye titler, uden at rettighedshaverne ser en krone.
Popcorn Time eliminerede - på overfladen - behovet for at downloade særlige programmer, torrent-filer og rode rundt i de mørkere kroge af nettet, og det strømlinede interface og hastigheden på leveringen af filmene, var med til at give Popcorn Time kaldenavnet 'Netflix for pirater'.
Selvom ingen kan være i tvivl om at gratis streaming af spritnye Oscarvindere i HD ikke er lovligt, så er Popcorn Time endnu en huskekage til filmbranchen om at let adgang til de allernyeste filmtitler stadig står højt på mange filmelskeres ønskeliste.
Det problem løser Googles tilbud om leje af ældre titler fra 22 kroner per film nok ikke.