Endomondo bliver del af massiv satsning

Tøjfirmaet Under Armour købte sammen med Endomondo også selskabet MyFitnessPal. Begge selskaber bliver en del af Under Armours alliance med HTC om en kommende serie fitnessgadgets.

Stifter Mette Lykke og Endomondo bliver en del af en megasatsning med mere end 120 millioner brugere og HTC ombord. (Foto: © Nikolai Linares, Nikolai Linares)

Danske Endomondo kommer ikke til at føle sig ensom under tøjfirmaet Under Armours vinger.

Tøjfirmaet, der i går meddelte at have købt fitness-tjenesten for 575 mio. kroner, købte nemlig samtidig den meget større tjeneste MyFitnessPal, som Under Armour måtte slippe tre milliarder kroner for.

De første rygter om købet begyndte at løbe i januar, næsten samtidig med at Under Armour annoncerede et samarbejde med mobilproducenten HTC om en serie udefinerede fitness-produkter, der skal profilere begge selskaber i konkurrence mod blandt andet produkter fra Apple og Google. I forvejen har Under Armour forsøgt sig med fitness-trackeren Armour39.

Mere end 120 mio. brugere

MyFitnessPal tilbyder noget af det samme som danske Endomondo, men har 80 mio. brugere mod Endomondos 20 millioner. MyFitnessPal har dog større fokus på at hjælpe brugerne med at tracke deres kalorieindtag og sætte det i forhold til deres forbrænding, mens Endomondo har fokuseret på at opbygge et socialt netværk med løb, cykling og andre sportsaktiviteter i centrum.

Tilbage i 2013 købte Under Armour desuden MapMyFitness, der er en familie af apps, som også tilbyder tracking af sportsaktiviteter. Med de to nye køb har Under Armour sikret sig en fitnessorienteret brugerskare, der tilsammen er en af verdens største.

Tilsammen vil over 120 millioner motionister nu være i fold hos en af Under Armours fitness-tjenester, der alle indgår i selskabes fitnessdatanetværk, UA Record.

Gadgets på vej

Under den nyligt overståede forbrugerelektronikmesse, CES i Las Vegas, annoncerede mobilproducenten HTC et samarbejde med netop Under Armour om et såkaldt strategisk partnerskab, der skal føre til fitnessprodukter, der dog ikke blev annonceret.

Ifølge HTC skal Under Armours fitnessdatanetværk, UA Record, der dengang fortrinsvis bestod af MapMyFitness-familien, udgøre softwaredelen af de kommende, men endnu uannoncerede, HTC-producerede fitness-gadgets.

Endomondo bliver en del af dette netværk.

Meget er på vej

Netop nu arbejder adskillige elektronikproducenter på at udvikle grej inden for den relativt nye, såkaldte wearables-kategori, og til april ventes Apple at sende sit første smartur ud på markedet og dermed skabe ny opmærksomhed om kategorien.

Apple har allerede lanceret sit bud på et knudepunkt for fitness-data fra alverdens kilder i form af Healthkit-platformen til selskabets iPhones. Google har en tilsvarende platform, kaldet Google Fit, mens Samsung udvikler platformen S-Health til sine smartphones.

Flere andre producenter har dog længe markedsført smarture, fortrinsvis baseret på Googles system, Android Wear. Det er ure, der ligesom Apples, også kan bruges til at opsamle fitnessdata - og som kommer til at eksistere sideløbende med et væld af tilsvarende produkter fra spillere som Fitbit, Jawbone og Garmin, der også sælger fitness-tracking-armbånd med tilhørende, bagvedliggende webtjeneste og sociale funktioner.

Debat om data

Også Nike har i årevis markedsført Nike+, blandt andet sammen med Apple. Nike+ er et socialt netværk og en træningstjenste, der oprindeligt samlede data fra en særlig sensor, man lagde i sin (Nike-) løbesko, men som senere blev en rendyrket app til smartphones, i stil med Endomondos.

Selv om markedet for wearables og tilknyttede tjenester fortsat har sin storhedstid foran sig, har den amerikanske forbrugerbeskyttelsesmyndighed, FTC, allerede markeret sin interesse i, hvad der egentlig sker med alle de meget private data, folks fitnessdimser genererer.

De helbredsdata, folk lægger på nettet via sådanne tjenester, kan nemlig potentielt være guld værd som salgsvare til andre virksomheder, og Apple kunne i november bekræfte, at selskabet havde indledt et samarbejde med FTC om at udvikle metoder, der skal sikre, at folks data behandles forsvarligt.