VIDEO Mor til Andreas: Husk at ringe når du lander

Danmarks astronaut har talt med familien nede på Jorden og fået en glædelig nyhed om sin søster.

Klokken 12.18 svævede Andreas Mogensen ind gennem lugen til rumstationen ISS sammen med sine to kolleger.

Efter velkomstkram fra de seks besætningsmedlemmer om bord fik han lov til at tale med sin mor og lillebror nede på Jorden - i en transmission, som blev streamet på nettet. Familien var med fra kontrolcentret i Moskva, mens hans kone, Cecilie, er i Danmark sammen med deres datter. Samtalen bød på store smil, latter og store følelser.

Andreas Mogensen smilede stort og fortalte, at han synes, at det er fantastisk at være kommet ind på rumstationen.

Hans mor, Lisa Bjerregaard, kaldte ham 'skat' og spurgte til, hvordan det havde været med hans lange ben at sidde sammenkrøbet i lang tid i Sojuz-fartøjet.

- Det er dejligt at kunne strække benene og være om bord, svarede han.

Se Andreas Mogensen tale til Jorden fra rummet for første gang i videoen i toppen af artiklen.

Glædelig nyhed fra Jorden

Og så kunne hans mor samtidig fortælle en glædelig nyhed:

- Kan du gætte, hvad Irene (Andreas Mogensens søster, red.) laver lige nu? Hun er på hospitalet og er ved at føde. Er det ikke også fantastisk, at Irene er ved at føde på samme tid?

- Jo, og jeg glæder mig til at høre, når det sker, svarede Andreas Mogensen lidt overrasket.

Andreas Mogensens mission hedder Iriss, og hans mor sagde, at hun er spændt på, om hendes kommende barnebarn også bliver kaldt Iriss. Men Andreas Mogensen lo og sagde, at det troede han nu ikke.

Andreas Mogensens mor bad ham også ringe, straks han kommer ned på Jorden igen.

- Det er skønt at se dig, jeg har været så spændt og haft klamme hænder. Men nu har jeg det godt igen. Jeg glæder mig rigtig meget, til du er nede på Jorden igen. Husk nu at ringe til mig, når du lander, bad hun.

- Ja, det skal jeg nok, forsikrede Andreas Mogensen grinende.

Han sendte også en hilsen til sin kone, Cecilie Beyer, som er hjemme i Danmark sammen med deres datter, der fylder to i oktober.

Lillebror: Hvordan føles det?

Andreas Mogensens bror, Niels Mogensen, fortalte, at det havde været en fantastisk oplevelse at se raketten lette.

- Og da vi hørte, at du var nået ud i rummet, var der en kæmpe jubel. Det skulle du have hørt, og det håber jeg, at du senere ser på video, sagde Niels Mogensen.

Han ville gerne vide, hvordan oplevelsen havde været for Andreas.

- Det var en lidt besynderlig følelse. Da raketten startede, kunne vi ikke se ud, selv om vi har vinduer i kapslen, for toppen af raketten var dækket af et skjold. Så vi kunne bare høre lyden og mærke, at vi blev trykket tilbage i sædet. Men efter tre minutter kunne vi se ud, og se at vi var på vej, fortalte Andreas Mogensen.

Andreas Mogensen lander på Jorden igen den 12. september om natten. Og hans lillebror havde et godt råd til ham.

- Det var super dejligt at snakke med dig og se dig. Alle i Danmark følger med og støtter dig. Svæv nu lidt rundt i rummet og nyd det, sagde Niels Mogensen til sin storebror.

Første danske ord i rummet

Andreas Mogensen har allerede skrevet historie med sin rummission som den første dansker, der er rejst ud i rummet.

Andreas Mogensens arbejdsgiver, ESA – Den Europæiske Rumfartsorganisation, konkluderede umiddelbart efter, at Andreas Mogensen havde talt med familien, at det vist også er første gang, at der er blevet talt dansk i rummet.

Lørdag aften kan du møde Andreas Mogensen og hans familie igen, når DR1 klokken 18:55 sender en times liveprogram, hvor Andreas Mogensen ringer hjem fra ISS.