VIDEO Familiens bevægede farvel til Andreas: Sidste gang vi ser ham, inden det sker

Familien tager i dag afsked med den danske astronaut Andreas Mogensen inden opsendelsen i morgen.

Andreas Mogensens nærmeste familie sad på første række, da astronauten holdt det sidste pressemøde i rumbyen Baikonur inden opsendelsen i morgen.

Og mens de lyttede til pressens talrige spørgsmål på russisk, engelsk - og et enkelt på dansk - gjorde de sig samtidig klar til at sige farvel til den danske astronaut.

Overvældende

Det blev særdeles bevæget særligt for Andreas Mogensens mor, Lisa Bjerregaard, der naturligt nok havde svært ved at holde følelserne i ro.

- Det er overvældende. Fordi det er sidste gang, vi ser ham, inden det sker, sagde hun med tårer i øjnene og en klump i halsen.

Også hustruen Cecilie var påvirket af situationen, og da det hele var overstået, gik hun op til den glasrude, der holdt astronauterne adskilt fra de godt 100 mennesker i mødelokalet, og fik Andreas vinket hen på den anden side af glasset til et ekstra lille farvel.

Se familiens reaktion på videoen i toppen af artiklen.