Om under et døgn er den første dansker på vej ud i rummet. Drengedrømmen går i opfyldelse for den 38-årige Andreas Mogensen, når der er lift off for Sojuz-raketten, som rumfartøjet sidder i toppen af.
Han har 20 familiemedlemmer og venner med til rumhavnen Baikonur Cosmodrone i Kasakhstan, så de på tæt hold kan følge opsendelsen onsdag morgen klokken 6:37 dansk tid. Blandt de ekstra spændte (og nok også ret nervøse) står hans mor, Lisa Bjerregaard.
Lisa Bjerregaard fortæller i DR-dokumentaren ’Danmarks første astronaut’ i aften på DR1 klokken 20:45, at Andreas Mogensen altid har haft eventyrlyst i sig. Og den kan sagtens tænkes at række videre end kun til rumstationen 400 km over Jordens overflade.
Har boet i udlandet en stor del af sit liv
Da Andreas Mogensen var barn, flyttede familien meget rundt i verden på grund af farens job hos blandt andet Mærsk. Og det har sikkert stimuleret hans rejselyst, ligesom han kan have arvet noget fra faren, mener hans mor.
Da Andreas Mogensen var ni måneder gammel, rejste familien tre år til Thailand, så var den tilbage i Danmark i tre år, flyttede så to år til Singapore, var igen tilbage i Danmark i et år, hvorefter turen gik til Californien, hvor familien boede i fem år, før familien rejste tilbage til Danmark, hvor han fik sin studentereksamen. Og siden har han uddannet sig og arbejdet rundt om i verden.
Lisa Bjerregaard husker, at han fem-seks år gammel en dag sagde til hende: Nu kan vi godt flytte, nu har vi set det hele, og nu skal vi se noget nyt.
- Det er typisk Andreas. Og nu oplever han rummet, og det næste, han sikkert vil satse på, er at komme til Mars. Gud forbyde det, siger Lisa Bjerregaard med kærlig omsorg i stemmen.
Dr. Andreas Mogensen, I presume? …
Andreas Mogensens far, der døde for et par år siden, havde boet i Afrika, og derfor talte familien meget om dét at komme ud og opleve andre ting og se verden, forklarer hun.
Derfor faldt det også meget naturligt, at Andreas Mogensen til en halloween-fest havde klædt sig ud som Dr. Livingstone med tropehat og kikkert hængende om halsen.
- Han var jo fascineret af opdagelsesrejsende, siger Lisa Bjerregaard.
I DR-dokumentaren ’Danmarks første astronaut’ i aften på DR1 klokken 20:45 møder vi udover Lisa Bjerregaard, Andreas Mogensen selv, hans bror og kone og barn. Og vi får indblik i, hvad det betyder for Andreas Mogensen selv og hans familie, at han forfølger sin astronaut-drøm.