VIDEO Andreas har vinket farvel til ISS

Se hvordan det så ud, da Danmarks astronaut og hans kolleger tog afsked med rumstationen fredag aften.

Videoen er billeder fra NASA TV, hvor deres kommentator på engelsk forklarer, hvad der foregår på billederne. Andreas Mogensen og hans kolleger krammer, vinker farvel og svæver ud gennem lugen til deres Sojuz-fartøj, fredag den 11. september 2015.

Midt i nat (dansk tid) - klokken 2:51:20 - lander Andreas Mogensen på en slette i Kasakhstan sammen med sine to rejsekammerater, Aidyn Aimbetov fra Kasakhstan, som han også fløj op med, og kaptajnen på Sojuz-fartøjet, russeren Gennady Padalka.

I aften har de sagt farvel til de seks mænd, der bliver tilbage på Den Internationale Rumstation, ISS, 400 km over Jordens overflade. Og lugen mellem Sojuz-fartøjet og rumstationen er blevet lukket.

I øjeblikket er de ved at gennemgå en masse sikkerhedstjek på deres fartøj og iføre sig rumdragter, samtidig med at de er i tæt kontrol med det russiske kontrolcenter, der styrer hjemrejsen.

Videoen øverst i artiklen er billeder fra NASA TV, hvor deres kommentator på engelsk forklarer, hvad der foregår på billederne.

Billederne blev vist på NASA TV ved 21-tiden fredag, en lille time efter at Andreas Mogensen og hans rejsekammerater havde sagt farvel. Forsinkelsen skyldtes manglende satellitforbindelse.