SE TIDSPLANEN Først vækkes astronauterne, så skal de have rumdragter på og så...

Natten mellem tirsdag og onsdag byder på mange forberedelser, inden den første danske astronaut, Andreas Mogensen, kan indtage rummet.

Den danske astronaut, Andreas Mogensen (til højre), med sit astronaut-team, som alle skal af sted fra Kasakhstan onsdag morgen til Den Internationale Rumstation, ISS, der flyver rundt 400 km over Jordens overflade.

Klokken 6:37 onsdag morgen dansk tid stiger den russiske Soyuz-rumraket op mod den Internationale Rumstation, ISS, med 25.000 kilometer i timen.

Med ombord er den 38-årige Andreas Mogensen, der er uddannet rumingeniør og ph.d. i rumfart. Han står til at blive den første danske astronaut i rummet.

Det bliver en historisk dag, som begynder tidligt for den danske astronaut, hans to kolleger i raketten og alle dem, der sidder tilbage på Jorden og følger opsendelsen og den ti dage lange mission.

Her er tidsplanen for Andreas Mogensens rumrejse, som selvfølgelig kan rykke sig lidt undervejs. Alle tider er danske tider:

Tirsdag 1. september:

21:30: Besætningen bliver vækket.

Onsdag 2. september:

0:35: Astronauterne forlader astronaut-hotellet.

1:20: Astronauterne ankommer til opsendelsesområdet – MIK-254 sitet - i Bajkonur i Kasakhstan.

1:35: Optankning af raketten begynder. Den fyldes med flydende ilt og såkaldt RP-1 petroleum.

2:15: Astronauterne tager rumdragter på og tjekker dem for utætheder.

3:30: Astronauterne bliver overført til affyringsrampen.

4:00: Andreas Mogensen og de to andre astronauter ankommer til raketten.

4:05: Astronauterne kravler ind i raketten gennem en luge.

4:35: De tre astronauter sidder klar i deres formstøbte sæder. Der bliver oprettet forbindelse med kontrolcenteret.

4:50: Astronauterne lukker lugen mellem kredsløbsmodulet og landingsmodulet, hvor astronauterne sidder.

5:50: Astronauterne tjekker rumdragterne igen og gør sig klar.

6:12: Servicetårnene bliver kørt væk.

6:30: Alle forberedelser før opsendelsen er færdige.

6:32: Astronauterne lukker hjelmene, og kontrolrummet sætter tændingsnøglen i.

6:36 Alle navlestrenge, der sørger for energi og brændstof til raketten, bliver koblet fra.

6:37:43 Lift off. Sojuz-raketten sendes op. Det varer i alt cirka 8 minutter og 45 sekunder.

De første ni minutter af rumrejsen fra opsendelsen:

  • Efter 1 minut og 54 sekunder frakobles rakettens redningskapsel.

  • Efter 1 minut og 57 sekunder: Trin 1 frakobles. Vi mister raketten af syne.

  • Efter 2 minutter og 38 sekunder: Rakettens beskyttelseskåbe falder bort.

  • Efter 4 minutter og 48 sekunder: Trin 2 frakobles.

  • Efter 4 minutter og 58 sekunder: Halestykke frakobles.

  • Efter 8 minutter og 45 sekunder: Trin 3’s motor slukker.

  • Efter 8 minutter og 49 sekunder: Sojuz-rumskibet frakobles Trin 3.

6:46: Raketten med Andreas Mogensen er i kredsløb. Tegnet på, at de er vægtløse, er deres talisman – i dette tilfælde en lille gris – som svæver vægtløs i kapslen.

8:09: Andreas Mogensen har nu - hvis planen holder - fløjet én gang rundt om Jorden.

9:40: Rumfartøjet har nu været to gange rundt om Jorden.

Andreas Mogensens eget privatbillede af den gris, der kommer til at svæve rundt i kabinen, når raketten er i kredsløb og alt vægtløst.

Fredag 4. september

9:42: Rumfartøjet kobler sig sammen med Den Internationale Rumstation, ISS.

11.55: Lugen mellem Sojuz-fartøjet og ISS begynder at åbne.

12:15 til 12:30: Lugen åbner, og de opsendte astronauter kommer ud og bliver budt velkommen af de seks, der allerede er på rumstationen.

Lørdag den 5. september

Den danske astronaut Andreas Mogensen ringer hjem - det såkaldte inflight call - hvor blandt andet Statsminister Lars Løkke Rasmussen skal tale med ham. Sendes live på DR1.

Lørdag 12. september

Den danske astronaut, Andreas Mogensen, lander igen på Jorden natten mellem fredag og lørdag omkring kl. 03.

Kilder: ESA's blog om missionen IRISS, ESA.int om datoer og fakta, ESA Handbook om opsendelsen samt informationer fra Thomas A. E. Andersen fra Danish Aerospace Company

Følg Andreas Mogensen på Facebook og Twitter i de ti dage, hvor han er i rummet. Han har sagt, at han vil forsøge at give danskerne indsigt i, hvad han laver undervejs på de sociale medier:

https://www.facebook.com/ESAAndreasMogensen/posts/1010494995669383 https://twitter.com/Astro_Andreas/status/638545804597325825