Det er ikke kun spektakulært, at Andreas Mogensen var den første dansker i rummet.
Under sin på tid Den Internationale Rumstation, ISS, gjorde han sig også nogle enestående observationer, som kan bruges i forskning.
Blandt andet så den første dansker i rummet såkaldte blå lyn, som han filmede, da han sad ved rumstationens glasparti, Cupola.
- Jeg var så heldig at kunne fange noget, der hedder et 'blue jet' - altså et blåt lyn, som skød op meget, meget hurtigt tre gange i træk inden for et sekund eller to. Det er noget, som aldrig er blevet observeret før. Det var rigtig, rigtig fantastisk, siger han.
Og det er noget, som forskerne fra DTU er meget interesseret i, fortæller Andreas Mogensen. Du kan se optagelser af de blå lyn her.
- Da jeg havde filmet det her tordenvejr, det her enorme uvejr fra Cupola, var jeg godt klar over, at jeg havde fanget et eller andet specielt, selvom jeg ikke vidste præcist, hvad det var, siger han.
Se Andreas Mogensen fortælle om sine observationer:
Vild af begejstring
Normalt er Andreas Mogensen ikke en person, der viser de store følelser, men synet gjorde ham yderst glad.
Han styrtede tilbage til laboratoriet og lagde filmen på sin computer.
- Og da jeg så den, så blev jeg rigtig, rigtig begejstret – faktisk vild af begejstring. Jeg fløj, så hurtigt jeg kunne ind til de andre astronauter for at vise dem det og for at spørge, om de nogensinde havde set noget lignende. Det havde de ikke. De blev lige så vilde, som jeg gjorde, da de så de her blå lyn skyde ud mod rummet.
DTU Space har stået for eksperimentet THOR, som er et forstudie til ASIM, som skal sendes op til rumstationen inden for de næste par år. Studiet skal undersøge kæmpe lyn, som slår opad i rummet i stedet for nedad.
Andreas Mogensen har under missionen udført mere end 10 videnskabelige eksperimenter for forskere i hele Europa.
Se hele Andreas Mogensens pressemøde fra tidligere i dag: