Forestil dig, at du er blevet skudt. Ambulancen har samlet dig op og drøner nu mod Rigshospitalets traumecenter.
Måske tænker man, at behandlingen her er lige så kaotisk og panisk, som situationen måske er. Men faktisk venter der dig en fuldkommen systematisk traumebehandling.
Altså den hjælp, man giver akut tilskadekomne personer, som for eksempel har været udsat for skud eller knivstik.
Lige siden 1300-tallet har man talt om traumebehandling, når soldater kom til skade under kamp. Gennem tiden er der dog sket en udvikling inden for lægevidenskaben i forhold til den måde, man behandler traumepatienter på.
Det ved Jacob Steinmetz alt om. Han er overlæge ved Rigshospitalets traumecenter, som behandler de hårdest ramte patienter. Blandt andet dem, der har været udsat for skud eller knivstik som en del af et drabsforsøg.
Her ankommer langt de fleste patienter i følgeskab med både en akutlægebil og en almindelig ambulance på grund af deres akutte tilstand.
Den typiske patient er en 35-årig mand med skudsår eller knivstik, og 15-20 sundhedspersoner står klar til at gå i gang med at redde ham.
De har alle hver deres opgave. Nogle klipper tøjet af, nogle går i gang med at måle blodtryk. Sat på spidsen er det i starten alles kamp mod alle, forklarer Jacob Steinmetz.
Pladsen er trang, og der står måske ti mennesker på patientens venstre side. Men inden da skal alle høre godt efter. Akutlægebilen giver nemlig en overlevering til traumecenterets personale, inden behandlingen starter.
’Scoop and run’
Det er medarbejderen med de højeste kompetencer, der giver overleveringen. Overleveringen kaldes MIST på lægesprog.
M står for mechanism of injury, altså hvad der er hændt patienten. I står for injuries, altså patientens mistænkte skader. S står for de symptomer, patienten har. Og T står for treatment, altså den behandling, patienten har fået præhospitalt.
Patientens vejrtrækning, bevidsthed og behandlingen på skadestedet er blandt disse informationer.
- Nogle gange bærer overleveringen præg af, at behandler og patient måske kun har tilbragt fem minutter sammen, inden de ankommer til hospitalet. Det skal helst gå ret hurtigt, det er et princip, siger Jacob Steinmetz.
Ved skud og knivstik behandler man nemlig præhospitalt efter det, der kaldes ’scoop & run’. Det betyder, at man skal skynde sig, at ”skovle” patienten på båren og komme hurtigst muligt ind til hospitalet.
I starten ved ingen nødvendigvis, hvem der er offer og gerningsmand. Personalet har pligt til at give behandling uanset skyldsspørgsmål, forklarer Jacob Steinmetz.
Kun livreddende hjælp
For tyve år siden kunne en tænkt situation se sådan ud: En patient ankommer til traumecenteret. Han er blevet skudt i maven og har fået en kugle gennem leveren. Patienten er også blevet skudt i armen og i underbenet og har derfor fået brud disse steder.
Det vigtigste er at få stoppet blødningen i leveren, og det ville man også gøre for tyve år siden, forklarer Jacob Steinmetz. Men man ville samtidig begynde at operere brudene i arme og ben, når patienten alligevel var bedøvet.
I dag behandler man en ustabil, kritisk syg patient efter en anden filosofi.
Nu behandler man efter et princip, der kaldes Damage Control Surgery and Resuscitation (begræns skaden i første omgang og den samlede kirurgi udføres i etaper de følgende dage til uger, red.)
- Det betyder, at man ved ustabile patienter kun groft opererer leverlæsionen og stopper blødningen ved at putte servietter ind i maven. Det er den primære opgave. Og så venter man med brud i ben og arm til de følgende dage, når patienten er blevet stabiliseret, så han bedre kan klare at blive opereret, siger Jacob Steinmetz.
Sundhedsvæsenet begyndte at arbejde efter denne tilgang, fordi man fandt ud af, at patienterne blev ustabile, hvis man opererede dem i lang tid.
- Man startede ud med at tænke: ’Det kan vi godt redde’. Men det løber fra en, fordi man prøver og prøver og lander i den såkaldte dødelige triade. Pludselig er man i en situation, man ikke kan styre, og hvor blødningen siver ud af alle huller, siger Jacob Steinmetz.
En ond cirkel
Den dødelige triade er et begreb inden for lægevidenskaben og dækker over en ond cirkel, hvor et stort blodtab hos patienten medfører, at blodet størkner dårligere. Det kaldes koagulopati. Det medfører blødning og hypotermi, som er nedsat kropstemperatur, der så medfører, at pH-værdien falder, så surhedsgraden i blodet ændres. Det kaldes acidose.
- De tre faktorer udgør en ond cirkel. Når man har det ene, udløses de to andre. Det er skidt at komme ind i den proces, siger Jacob Steinmetz.
Det er en kæmpe belastning for kroppen at blive opereret uanset, om man er traumepatient eller ej, men de sværest tilskadekomne er specielt sårbare, hvilket understøtter brugen af damage control-princippet hos disse patienter, forklarer Jacob Steinmetz.
Efterslæb med kirurgi
Det tænkte eksempel med patienten, der er blevet skudt i maven, vil efter det korte damage control-indgreb, blive flyttet til intensivafdelingen efter nogle timer.
Her bliver patienten stabiliseret, og efterfølgende vil der være et efterslæb med at udføre de operationer, lægerne har fravalgt i den initiale livreddende fase.
Nogle patienter er indlagt på intensivafdelingen nogle dage, enkelte er indlagt i flere uger. Genoptræning og eventuel psykisk bearbejdning af traumet vil typisk ske ambulant efter udskrivelsen. Det betyder, at patienten selv møder op på hospitalet eller i andet regi og modtager behandling uden at være indlagt.
I 2009 viste statistikker, at dødeligheden inden for en måned var cirka seks procent, hvis man var stukket eller skudt og behandlet af Akutlægebilen i København. Det har næppe ændret sig markant, vurderer Jacob Steinmetz.