Er du jubeloptimist eller dommedagsprofet?

Automatisering kan opfattes på mange måder. Find ud af hvordan du og andre anskuer emnet i slideren herover.

Robotterne kommer. Den svada har du nok hørt før. Men hvad betyder det for vores samfund og hvordan ser vi på de udfordringer og muligheder, det bringer? Den teknologiske udvikling har medført en lang række opfindelser, der allerede har ændret vores verden markant alene siden årtusindeskiftet. Automatisering accelererer på mange områder den udvikling og de næste 10 år vil vi opleve endnu større ændringer.

Bare på sundhedsområdet ser vi i øjeblikket kunstig intelligens spille en rolle for diagnosticering, hvad enten det drejer sig om kræftbehandling eller hjerteproblemer. Ligeledes kan robotteknologi og software inden længe udvide de normale menneskelige muligheder - måske endda med en tredje tommelfinger?

Det er ikke bare sort/hvidt

Historier om de mange muligheder flyver om os, men hvordan tackler vi udfordringerne, der er forbundet med dem? Når de selvkørende biler kommer på vejene, hvem har så ansvaret hvis det går galt? Er det en glidebane, når vi forsker i teknologi, der kan læse vores tanker og hvordan skal vi opbygge vores samfund, hvis vi kommer til at leve markant længere end tidligere?

Herover kan du se et eksempel på, hvordan nuancerne kan ændre i opfattelsen. Bevæg slider-funktionen og se hvordan den samme sætning kan blive enten dystopisk eller utopisk afhængig af, hvordan man anskuer det.