VIDEO Sådan blev galakserne (måske) skabt

Astronomer har skabt en simulation af hvordan galakserne i universet kunne være blevet dannet.

Med den hidtil mest realistiske simulation af galaksers tilblivelse gennem de seneste 14 milliarder år, har astronomer fået et stærkt forbedret værktøj til at studere hvordan vores univers blev skabt. Og med særligt fokus på galakserne, som vores egen Mælkevejen. I projektet EAGLE (Evolution and Assembly of GaLaxies and their Environments) er det lykkedes at afspejle tilblivelsen af virkelighedens galakser langt mere præcist end hidtil.

Mere detaljerede resultater

Ved at proppe to videnskabelige supercomputere med data om de galaktiske vinde og gasser, der har formet universet, viser simulationen tilblivelsen af tusindvis af galakser. Tidligere simulationer af universets tilblivelse har ikke givet nær så gode og detaljerede resultater, men ifølge Richard Bower fra Durham University, som har været medforfatter på en videnskabelig udgivelse om projektet, bliver mange af simuleringerne identiske med de galakser, som astronomerne har observeret i deres teleskoper. - Universets tilblivelse i computeren er ligesom den ægte vare, siger Bower i en pressemeddelelse. Der er galakser overalt, med de former og størrelser og farver, som jeg har set i verdens største teleskoper. - Det er utroligt. I EAGLEs univers kan jeg trykke på en knap og få tiden til at løbe baglæns, siger han.

Mørkt stof, gas og stjerner

På videoen herover ser man to små klip fra EAGLE projektet. I begyndelsen ser man et område i Universet i tiden efter Big Bang, hvor stof først er spredt i en dis, men langsomt dannes til et net af forbundne tråde, der igen bliver til galakser. 1.06 inde i videoen starter simuleringen forfra og viser de tre vigtigste komponenter i modellen, som er mørkt stof (CDM) gas (de røde bobler af gasskyer, hvor stjerner ofte fødes) og endeligt de egentlige stjerner. Der findes en række forskellige typer af galakser i universet. Spiraler som vores egen Mælkevejen er de hyppigste, men hertil findes der også bjælkegalakser, elliptiske, linseformede og hvad der er derudover, betegnes som irregulære. Man ved ikke hvor mange galakser universet indeholder, men regner med at der er flere hundrede milliarder i den del af universet, vi kan se. Vores galakse Mælkevejen indeholder mellem 300 og 400 milliarder stjerner.