I januar var Kongehusets kok, Jesper Vollmer, ude for en ulykke, der truer hans førlighed. Han håber i dag, at han kan træne sig tilbage til et normalt liv. Og det går fremad.
Han er én af de patienter, som træner med et såkaldt exoskelet på Glostrup Hospital, der som det første hospital i Danmark har fået lov til at teste, hvor godt det virker på patienter.
Videnskabsmagasinet på DR3 har fået lov til at følge kongehusets kok Jesper Vollmer under hans svære genoptræning på Glostrup Hospital. Se mere i videoen i toppen af artiklen.
Vigtigt at kunne se andre folk i øjnene
Et exoskelet er et robotskelet - et ydre skelet, som kan gå af sig selv, når man er i det. Langsomt kan patienten – procent for procent – overtage mere og mere styring af skelettet, og dermed langsomt genoptrænes. I skræddersyet tempo til den enkelte patient.
Genoptræningen ledes af læge Carsten Bach Baunsgaard, som er i gang med et stort studie af effekten af exoskelet.
- Dét at komme op og stå og kunne kikke folk i øjnene i øjenhøjde, er noget som betyder rigtig meget for patienterne, fortæller Carsten Bach Baunsgaard.
Nogle får bedre gangfunktion
Carsten Bach Baunsgaard forklarer til Videnskabsmagasinet, at patienterne både er gående mennesker og patienter, der fortsat sidder i kørestol.
- Patienterne, der har fået ødelagt rygmarven helt, vil stadig være skadede efter træningen. Mens mange af dem, der har delvis skader og har trænet, har fået bedre gangfunktion over perioden, siger han.
Men det er svært at sige, om det præcis er på grund af træningen med exoskelettet, fordi de også træner andre former for træning, pointerer han.
Et træningsredskab ikke hjælpemiddel
Studiet er den første fase af studier, hvor man samler erfaring, til efterfølgende at lave direkte sammenlignende studier med andre former for træning.
- Vi har prøvet at samle så mange forskellige typer af skader som muligt for at få et generelt indtryk af effekten. Det, der er målet er, at træningen med exoskelettet også giver bedre funktion, når de går uden exoskelettet, siger Carsten Bach Baunsgaard.
- De er alle blevet bedre til at gå med det, men forhåbningen er, at de også er bedre uden. Det er ikke et hjælpemiddel på nuværende tidspunkt, men et træningsredskab, siger han.
Mange forskellige typer skader
Hospitalet holder i projektet øje med, hvordan det går med patienternes gangfunktion, muskelstyrke, følesans, stivhed i musklerne (spasticitet).
Patienterne besvarer også spørgeskemaer omkring deres mave-tarm funktion, urinvejsfunktion, smerter og livskvalitet.
I juni slutter det danske forsøg, der indgår som en del af et større europæisk studie på ni centre, som alle laver det samme studie. De andre forskningssteder slutter først deres forsøg i sommeren 2016.
Se mere i Videnskabsmagasinet på DR3 i aften klokken 21:30