Det var svært at være kvindelig forsker i 1900-tallets Danmark, hvor forskningsverdenen var domineret af mænd. Det mærkede den danske seismolog Inge Lehmann tydeligt.
Hun var ansat på det daværende Geodætisk Institut i København i en stilling, der minder om administrativ medarbejder, mens hun i sin fritid forskede, skønt hun formentlig var sin chef langt overlegen som forsker.
I 1936 skrev hun en artikel, hvor hun forklarede sin teori om, at Jorden har en indre, fast kerne. Men hun fik ingen anerkendelse i Danmark. Derimod lagde man mærke til hendes forskning i USA. Under Den Kolde Krig blev hun inviteret til USA for at forske, fordi hendes viden om Jordens kerne og jordrystelser kunne bruges i forhold til atomvåben.
Jorden med en indre kerne
I DR K’s serie Store Danske Videnskabsfolk får rockmusiker, bioforsker og vært på programmet Johan Olsen forklaret, hvordan Inge Lehmann ved hjælp af seismiske målinger optaget ved Jordens overflade kunne komme på sin banebrydende teori. Se videoen øverst på siden.
Inge Lehmann scannede utallige billeder udelukkende med sine øjne og noterede, når noget var anderledes.
Og så brugte hun i øvrigt et noget alternativt arkivsystem med notater opbevaret i tomme havregrynsdåser.
Den historie kan du få i programmet Store Danske Videnskabsfolk – Inge Lehmann onsdag aften på DR K klokken 21:30.