Viborgs gymnasieelever lærer at blotte sig fagligt

Gymnasielærer får medalje, fordi han lærer eleverne at tænke positivt og tage imod feedback.

På billedet er fysik- og matematiklærer Peter Arnborg Videsen ved at hjælpe en elev på Viborg Gymnasium og HF. Siden november 2012 har gymnasiet benyttet den særlige undervisningsmetode mindset. Peter Arnborg Videsen er en af de centrale personer på gymnasiet i forbindelse med mindset. (© Viborg Gymnasium og HF)

Når en elev på Viborg Gymnasium og HF går i stå i timen og siger, at det dér bevis kan han eller hun ikke finde ud af at løse, så tilføjer lærerne ordet 'endnu'.

Eleverne lærer, at det ikke handler om at 'se godt ud fagligt', for hvis de ikke forstår undervisningen, udvikler de sig ikke.

Og de lærer at tage imod feedback med godt humør. For hvis en dårlig aflevering fylder for meget, blokerer eleverne sig selv og har svært ved at lære af deres fejl.

Elevernes tankegang skal ændres

Viborg Gymnasium og HF har i et års tid benyttet en særlig undervisningsform - et 'mindset' / tankesæt, som skal hjælpe eleverne til at tro på, at de kan blive bedre. Det gavner dem her og nu - og i fremtiden.

- Det handler om, at eleverne skal udfordre sig selv, og overvinde nogle grænser ud i det ukendte, som fysik- og matematiklærer Peter Arnborg Videsen siger til dr.dk/viden.

Han har været primusmotor i forbindelse med at få sat gang i den nye undervisningsform på gymnasiet. Og i aften modtager han den ærefulde H.C. Ørsted Medaljen i bronze som en anerkendelse af hans helt særlige måde at undervise på i naturvidenskab.

Hvordan lærer man bedst folk noget?

-Jeg har altid været optaget af, hvordan man motiverer folk, får dem til at flytte sig og sætte sig personlige mål og nå dem, siger Peter Arnborg Videsen.

Det centrale i enhver undervisningssituation er, at gøre eleverne så gode som muligt.

I Viborg faldt man så over mindset-metoden opfundet af psykologen Carol Dweck på Stanford University i USA.

Engagement og selverkendelse

Hver uge sætter eleverne sig et personligt mål, som de arbejder hen imod.

- Eleverne er meget engagerede, de har en stor selverkendelse og reflekterer meget modent over, hvordan de kan rykke sig fagligt, siger Peter Arnborg Videsen.

- De tilegner sig nogle arbejdsvaner og tankesæt, og troen på, at de kan blive bedre, siger han.

De dårlige tanker må ikke overtage

Nicklas Hammershøj går i 2.z på Viborg Gymnasium og HF, og har Peter Arnborg Videsen i fysik på den naturvidenskabelige linje.

Nicklas er glad for den helt anderledes måde at blive undervist på, hvor man sætter sig et personligt mål, og tænker positivt omkring det at lære nyt. Det gør det sjovt at blive undervist.

- Og når vi får afleveringer tilbage, skal vi tage positivt imod feedback, så vi ikke bruger tid på at blokere og blive sur over det, der er gået dårligt. Vi skal i stedet arbejde med det, så vi kan lære af vores fejl. For så kan vi bagefter smide opgaven i tasken og blive bedre, siger Nicklas Hammershøj til dr.dk/viden.

Michelle har lettere ved at fokusere

Michelle Ivalo Larsen går i klasse med Nicklas. Hun er også begejstret for den nye undervisningsmetode, for den gør det lettere for hende at fokusere på det, hun kan blive bedre til. Fx i forhold til afleveringer eller mundtligt i klassen.

- Peter er god til at motivere os til at bruge metoden. Og vi arbejder meget med, at vi ikke skal være bange for at dumme os foran klassen, for vi bliver bedre fagligt af det, siger Michelle Ivalo Larsen til dr.dk/viden.

Begge elever er 'vildt stolte af' at deres lærer, Peter Arnborg Videsen, får H.C. Ørsted Medaljen.

Man er ikke dum, fordi det virker svært

Allan Andreasen Kortnum er uddannelsesleder på Viborg Gymnasium og HF.

Han forklarer, at det er vigtigt, at eleverne forstår, at man ikke er dum, fordi man skal arbejde med at løse en opgave. Det kommer bag på mange i gymnasiet.

Og når noget går dårligt, skyder eleverne måske skylden på andre, der var uro i klassen osv. Men med mindset-metoden fokuserer de på, hvad de selv kan påvirke.

Talent kommer også ved at arbejde

- Det er et spørgsmål om, hvordan man tackler modstand, og hvordan klarer man den, siger Allan Andreasen Kortnum til dr.dk/viden.

- Talent kommer også ved at arbejde. Vi forsøger med vores mindset-metode at skubbe det væk fra arvs-siden og over på miljøsiden, siger han.

Metoden skal udvides til andre skoler

I dag er der 18 lærere på Viborg Gymnasium og HF, der benytter mindset-metoden.

Gymnasiet søger nu penge hos Region Midtjylland til at udvide projektet til andre skoler og oprette et netværk af skoler, der videndeler og videreudvikler på projektet.