Fundet af en lårknogle i Kina kan betyde, at forskerne må redefinere hvad vi ved om tidlige menneskearter. Den blev fundet i den såkaldte Maludong-hule i 1989, men er først blevet rigtig undersøgt for nylig.
Og knoglen viser sig at have egenskaber, der minder om nogle af de tidligste menneskearter vi kender.
Problemet er, at knoglen kun er 14.000 år gammel. Og på det tidspunkt troede man, at de grene af mennesketræet for længst var uddøde.
Det er forskere fra University of New South Wales i Australien, der sammen med professor Ji Xueping fra YICRA i Kina, har gjort den opsigtsvækkende opdagelse.
Deres forskning er publiceret i tidsskriftet PLOS One.
Undersøgelserne af lårknoglen viser, at den matcher dem fra menneskerarterne Homo habilis og tidlige Homo erectus, der levede for over 1,5 millioner år siden.
- Dens unge alder antyder, at primitivt-udseende mennesker måske kan have overlevet langt ind i vores evolution. Men vi må være forsigtige, da det kun er en enkelt knogle, siger Ji Xueping i en pressemeddelelse.
Kan være en blanding af nyt og gammelt
Opdagelsen forventes da også at være kontroversiel, da forskerne hidtil troede, at de yngste præmoderne mennesker uddøde for mindst 40.000 år siden.
En rekonstruktion af kroppen på baggrund af lårknoglen tyder på, at der var tale om et overraskende lille individ på omkring 50 kg.
Forskerne har tidligere publiceret forskning om kraniestumper fundet i hulen, med konklusionen, at en mystisk menneskeart måske udvandrede til Asien for mere end 100.000 år siden.
Men nu viser det sig, at lårknoglen måske er endnu mere afslørende.
Folket, der engang levede i Maludong-hulen (Den Røde Hjorts Hule), kan have været en blanding af moderne mennesker og en ukendt arkaisk gruppe, siger forskerne i pressemeddelelsen.
- Det unikke miljø og klima i det sydvestlige Kina kan have været et frirum for menneskelig diversitet, hvor præ-moderne grupper måske har overlevet langt op i tiden, siger Ji Xueping.
Opdatering: Ordet menneskerace er i artiklen blevet udskiftet med ordet menneskeart, som er mere korrekt.