SpaceX affyrer sin første genbrugsraket

Torsdag skriver en Falcon 9-raket historie, når den sendes afsted på sin anden tur i rummet.

Efter flere tests af motoren er SpaceX nu klar til at genbruge den første Falcon 9-raket, som i 2015 landende sikkert på Jorden efter en tur i rummet. (Foto: © JOE SKIPPER, Scanpix)

I 8 ud af 14 forsøg er det lykkedes rumfartsvirksomheden SpaceX at affyre en af sine Falcon 9-løfteraketter, hvorefter den har sendt sin last i kredsløb, inden den selv er landet sikkert på Jorden igen.

Falcon 9 er den første raket nogensinde, der har opnået den bedrift, og torsdag skriver den - og SpaceX - endnu engang historie, når en af raketterne for første gang genbruges til endnu en mission, hvor den bringer sin last i kredsløb.

Det kommer til at ske torsdag aften kl. 00 dansk tid, når en brugt Falcon 9-raket affyres fra den historiske affyringsrampe LC-39A på Kennedy Space Center i Cape Canaveral, hvorfra bl.a. den første bemandede månemission, Apollo 11, er opsendt.

https://twitter.com/SpaceX/status/846428353435332608

Med sig bringer Falcon 9-raketten den privatejede kommunikationssatellit SES-10, der skal i kredsløb om Jorden. Herfra skal den bl.a. levere satellit-tv og bredbånd til Mexico, Caribien og Central- og Sydamerika.

Opsendelsen kan ses live her.

Er gået galt flere gange

Den Falcon 9-raket, som SpaceX torsdag opsender, er af modellen “Falcon 9 Full Thrust”.

Det er den første af tre versioner af Falcon 9-raketten, hvor hoved-raketten er landet intakt.

Selve raketten består af to trin. Dertil kommer lasten, som eksempelvis består af satellitter eller rumkapsler, der indeholder forsyninger til Den Internationale Rumstation, ISS.

Det er første trin, som vender tilbage til Jorden, hvor det kan lande både på landjorden og på en platform i havet.

Andet trin fragter lasten det sidste stykke ud i rummet.

Flere gange er det gået galt.

Bl.a. inden opsendelse med en Facebook-satellit, hvor raketten eksploderede på grund af en fejl i konstruktionen og i forbindelse med dårligt vejr.

Derfor er der også en vis risiko for, at SpaceX udsætter torsdagens opsendelse, hvis vejret ikke arter sig.

Konkurrent har genbrugt raket flere gange

SpaceX er ikke de første til at genbruge en raket.

Allerede i november 2015 lykkedes det fly- og rumfartsvirksomheden Blue Origin at genbruge raketten “New Shepard”, som i dag har været opsendt hele fem gange.

“New Shephard” flyver dog “kun” 100 kilometer op til grænsen mellem rummet og atmosfæren, hvorefter den lander igen. Den skal ikke sende noget i kredsløb, hvilket gør missionen langt mindre kompliceret.

Ideen med de genbrugelige raketter at gøre gøre rumfart langt billigere, end det er i dag.

Fra 2015-2017 har SpaceX planlagt mere end 50 opsendelser med Falcon 9-raketter.