Dit barn sidder på et mørkt værelse med hørebøffer på. I mange timer ser hun kun i én retning: Computerskærmen.
Hun ænser måske slet ikke, at du kommer hjem, og du må hen og løfte hørebøfferne for at sige "så er der aftensmad!".
I det øjeblik ser du også på skærmen: Der er våben og blod over det hele.
Det virker voldsomt.
Og måske kan følgende tanke opstå i dit hoved: Kan volden fra computerspillet smitte af på mit barns opførsel i den virkelige verden?
Forskningen siger nej
Ifølge professor emeritus ved Center for Uddannelsesudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet, Carsten Jessen, skal du ikke være bekymret:
- I al den forskning, jeg har været med til at lave her i Danmark, er der intet, der tyder på at volden skulle 'smitte', fortæller han.
Rune Kristian Lundedal Nielsen, psykolog og forsker ved IT-universitet i København, giver ham ret:
- Man kan sagtens blive skræmt af computerspil, hvis man fx spiller noget, man ikke er gammel nok til at spille. Men ellers er der ikke noget forskningsmæssigt belæg for at hævde, at man bliver mere voldelig af voldelige computerspil, fastslår han.
En gammel bekymring
Carsten Jessen forklarer, at ideen om, at børn skulle blive voldelige af at læse eller se noget bestemt, ikke er ny:
- Det har været en diskussion de sidste 100 år. Først var bekymringen omkring vold i bøger, så i TV, og nu på computer, siger han.
Men børn forstår generelt godt skildringen mellem den rigtige verden og fantasien, nøjagtigt ligesom når de leger fysisk:
- For dem er det ligesom at lege røvere og soldater, bare på en skærm, fortæller Carsten Jessen, der selv blev beroliget for nogle år siden, da en 5-årig rettede ham:
- Jeg sad og så ham spille computerspil og sagde 'hov, der døde du' flere gange. Til sidst rettede han mig: 'Jamen jeg dør jo ikke rigtigt, jeg kan bare genleve'.
Undersøgelser i hobetal
Der findes masser af undersøgelser, der bekræfter at voldelige computerspil ikke gør dine børn mere voldelige eller på anden måde er skadelige.
Tidligere i år viste en hollandsk undersøgelse, at computerspil ikke påvirkede 7-12 årige børns psykosociale udvikling over et år. Det gjaldt også for de børn, der spillede voldelige computerspil.
Men søger du længe nok, kan du også finde undersøgelser, der især finder en sammenhæng mellem at spille voldelige computerspil og opleve en øget frustration, som så kan føre til aggressiv adfærd.
De har undersøgt det forkerte
Rune Kristian Lundedal Nielsen mener dog, at forskerne i mange af de tilfælde har overset en vigtig brik:
- Nyere forskning tyder på, at det som har givet udslag i en mere aggressiv adfærd efter et voldeligt computerspil, nærmere skyldes frustration over spillet end volden i spillet, forklarer han.
Han henviser til et forskningsprojekt fra Oxford Universitet, som viste, at det berømte strategiske spil Tetris under visse omstændigheder kunne gøre folk lige så frustrerede og aggressive som andre computerspil, der kunne beskrives som langt mere voldelige:
- Oxford-forskningen er ret overbevisende. Sammen med andre undersøgelser peger den i retning af, at man simpelthen har målt på det forkerte i nogle af de tidigere forsøg, forklarer forskeren.
Brug tid på at forstå det
Men når man som forældre ser de voldelige billeder på skærmen, kan man godt blive skræmt. Carsten Jessen anbefaler, at man så bruger tid på selv at forstå spillene:
- Prøv at spille med. Eller sæt dig ned og følg med i dit barns spil. Så bliver de mere fredelige principper bag spillet nok lettere at forstå, forklarer han.
Samtidig understreger han dog også, at man ikke bare skal lade sit barn forsvinde helt ind i spillenes verden:
- Man kan spille i døgndrift, og det er lidt farligt for mange – man er nødt til at sætte en grænse. Og hos børn og unge skal forældrene sætte den.
Med en grænse mener forskeren, at man fx skal have regler om, hvor mange timer om dagen, barnet må bruge på at spille. For børn skal også bevæge sig og være i den fysiske verden, understreger han.
Lær mere om computerspillenes betydning for visse børn og unge. Se 2. afsnit af 'Gamerne - Danmarks nye sportsstjerner' i aften på DR3 kl. 21.30.