Smerteeksperiment: Sådan skal Emil og Thomas føde

Flere timer i smerte: Kan de to DR-værter tåle de falske veer? Og får de overskud til latter?

Kan man grine sig igennem en fødsel? Det mener Charlotte Utzon, der er jordemor og medejer af Det Private Barselshotel i Gentofte. Og i aften, mandag, kan vi se, om hun har ret.

De to tv-værter Emil Thorup og Thomas Skov skal hver gennemgå en falsk fødsel. Og DR3 sender direkte hele aftenen, indtil de to mænd er blevet 'mødre'.

Tit siger vi kvinder, at hvis mænd skulle føde, fik vi ingen børn. DR3's fødselseksperiment skal teste, om der er noget om snakken - eller om mænd kan udholde samme smerter, som vi kvinder.

Hollandsk smerteterapeut står for smerterne

Fødselseksperimentet er 'opfundet' af den hollandske smerteterapeut Kim van Wijk, som er med i aften.

Hun styrer en smertesimulator, der får musklerne til at trække sig sammen, så det minder om kvinders veer.

Charlotte Utzon står klar til at hjælpe Thomas og Emil igennem med åndedrætsøvelser, lattergas og forskellige andre ting, hvis det skulle blive nødvendigt.

Første gang tv er med hele vejen

Smerteeksperimentet har tidligere været lavet i flere andre lande. Men det er første gang, at en tv-kanal sender live.

- Og første gang at seerne kan være med hele vejen, fra første plukve til barnet 'kommer ud', forklarer tilrettelæggeren fra DR Videnskab, Lars Ostenfeld.

Smerteterapeuten sætter de to simulatorer fast på Emils og Thomas' maver hjemme hos Thomas klokken 20. Kort efter får mændene deres første plukveer, og så er det af sted til barselshotellet.

Eksperimentet bygger på rigtige fødsler

Smertesimulatorens impulser/små stød bygger på undersøgelser, som Kim van Wijk og en hollandsk jordemor har lavet.

- Vi kiggede på varigheden af fødsler, og på hvor megen smerte, kvinderne går igennem undervejs, siger Kim van Wijk til dr.dk/viden.

Smerterne går fra en skala fra 0 med ingen smerte til 10 med maksimum smerte. Og i eksperimentet starter de små elektroniske stød ved 0,75 og slutter på 10.

Selve fødslen er sat til at vare tre timer med cirka 37 muskelsammentrækninger undervejs - med en varighed fra 30 sekunder til op til 1 minut, forklarer Kim van Wijk.

Lattergas hvis det gør for ondt

Thomas og Emil får adgang til de samme ting og tilbud, som fødende kvinder får, selv om gevinsten ved at gennemgå smerterne ikke er en baby.

- De fleste, som oplever smerter, vil gøre alt for at afbryde den og gå deres vej i stedet for at gå ind i smerten og arbejde sammen med kroppen, forklarer Charlotte Utzon.

- Vi skal holde øje med smerterne, og se om vi kan forandre den, og om Emil og Thomas skal have smertelindring, siger hun.

Emil og Thomas som foregangsmænd

Charlotte Utzon håber, at fødselseksperimentet kan give en ny respekt omkring det at føde.

- Thomas og Emil kan måske være foregangsmænd for kvinder, der så måske også tør føde, siger hun.

I dag viser film og tv-programmer kun korte, dramatiske fødselsklip, der får os til at tro, at en fødsel udelukkende er et lidelsesmareridt med et 'skrigende monster', som Charlotte Utzon udtrykker det.

Man kan grine en baby ud

- I 90 procent af tilfældene er en fødsel en fantastisk oplevelse for alle og en slags proces, hvor kvinden tør smide kontrollen og være sig selv - og går fra at være kvinde til at blive mor, siger Charlotte Utzon.

Hun forventer, at fødselseksperimentet bliver sjovt tv.

- Emil og Thomas har en anderledes måde at sige tingene på. Og man kan faktisk godt grine en baby ud. Men jeg har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske, siger Charlotte Utzon.

Fødselseksperimentet følges op af et dokumentarprogram og et landsdækkende smerteforsøg på onsdag på DR3 og Facebook, hvor du selv kan være med og teste, hvor megen smerte du kan holde til - ved at stikke hånden ned i et glas isvand.