Skørt ritual før opsendelse: Andreas skal tisse på baghjul

En rummission er baseret på rå videnskab, men der er også lidt overtro indblandet.

Se interview med Andreas Mogensen fra DR2 Morgen.

Om bare to uger bliver Andreas Mogensen sendt op i rummet som den første dansker nogensinde, men inden selve opsendelsen skal han igennem nogle lidt underlige ritualer.

- Når vi har fået vores rumdragt på og er på vej ud til startrampen, stopper bussen halvvejs, og så skal vi ud og tisse på baghjulet af bussen. Det har selvfølgelig noget med overtro at gøre, fortæller Andreas Mogensen.

Han bliver nemlig sendt afsted med det russiske rumfartøj Soyuz, og russerne vil sørge for held på rejsen ved at gøre nøjagtig, som Jurij Gagarin gjorde i 1961, da han som den første mand blev sendt ud i rummet.

- Jurij Gagarin skulle tisse og bad bussen om at stoppe, og så gik han ud og tissede. Det skal alle andre så også gøre for at få held, siger Andreas Mogensen.

Der er også et par andre ritualer, han skal igennem, før Soyuz-raketten sendes afsted fra Baikonur i Kasakhstan. Ifølge Ingeniøren skal han sammen med sine to russiske kosmonaut-kolleger se en gammel russisk film et par dage inden opsendelsen, han skal skrive på en dør på det hotel, de bor på, plante et træ og velsignes af en præst. Når de går ind i bussen, der skal fragte dem ud til raketten, sker det til tonerne af den russiske rockklassiker 'Urterne derhjemme.' Alt sammen fordi det var sådan, det foregik i 1961.

Når først alle ritualerne er overstået, går det ganske tjept med at komme op i rummet:

- Fra raketten er tændt og til vi er i 200 kilometers højde og er vægtløse i kredsløb omkring jorden, går der kun 8 minutter og 48 sekunder. Derefter tager det 5-6 timer for os at koble os på rumstationen, siger Andreas Mogensen.

Fra på tirsdag og frem til opsendelsen den 2. september skal han isoleres sammen med omkring 100 mennesker, der arbejder med missionen for at undgå at blive syg. Og så står den altså på 10 dagens rumrejse for danskeren.

- Jeg glæder mig til at det hele. Lige fra at blive spændt fast i sædet og til vi åbner lugen til rumstationen. Men jeg glæder mig nok mest til at sidde ved det store vindue på rumstationen og kigge ned på vores blå planet. Det må være utroligt bare at sidde der og kigge ned på vores planet, siger han.