Rumsonde kan have forladt solsystemet

NASA's Voyager 1 sonde har muligvis bevæget sig ud af vores solsystem. Forskerne er uenige.

Rumsonderne Voyager 1 og 2 er identiske, men 1'eren har langt mere fart på og befinder sig i vores solsystems absolut yderste kant, hvis den ikke allerede har forladt det. (© NASA)

Rumsonden Voyager 1 har, siden sin opsendelse i 1977, givet os utallige informationer om vores solsystem, men ifølge en videnskabelig artikel fra universitet i Maryland, kan det være slut. Men ikke mindre spændende, da de mener, at sonden har bevæget sig videre ud i Mælkevejen.

Astrofysiker Marc Swisdak, der er hovedforfatter på rapporten, understreger at det er umuligt at være helt sikker:

- Det er en noget kontroversiel tolkning på vores data, men vi mener Voyager endelig har forladt solsystemet, og er begyndt sine rejser gennem Mælkevejen, siger han i forbindelse med lanceringen af nyheden, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Astrophysical Journal Letters.

Han har sammen med sine to medforfattere bygget en model af solsystemets ydre kant, ud fra de seneste observationer, som sonden har gjort.

Ifølge astrofysikerne indikerer modellen, at Voyager 1 allerede forlod solsystemet for et års tid siden.

NASA er uenig

Det strider dog mod NASA's egne beregninger. Den amerikanske rumorganisation hævder, at sonden fortsat bevæger sig på kanten af solsystemet og resten af Mælkevejen.

De seneste 8 år har Voyager 1 svævet gennem solsystemets yderste og sidste år observerede NASA, at sonden passerede gennem en grænse af 'noget hidtil ukendt', som de selv beskriver det.

Det hidtil ukendte var, at koncentrationen af solpartikler omkring Voyager 1 faldt i takt med en lignende stigning af galaktiske partikler. Men i modsætning til Marc Swisdak og hans forskerteam, mener NASA ikke at sonden endnu er forsvundet helt ud.

Rumorganisationen får stadig data fra Voyager 1, og man holder særligt øje med eventuelle ændringer i magnetfelterne, der kan indikere at solsystemet er passeret.

Grænsen er flydende

Uenigheden handler reelt om hvor grænsen til solsystemet egentlig går og det kan være sin sag, at sætte klare grænser for noget der foregår mere end 18 milliarder km væk fra Jorden.

Det er i den del af det yderste solsystem, man kalder heliosfæren, der er forholdsvist godt beskrevet og kendt. Til gengæld ved man ikke med sikkerhed hvor grænsen videre ud i galaksen går.

Men det er alment udbredt, at grænsen bør trækkes der, hvor solpartikler afløses af galaktiske partikler, samtidig med at Solens magnetisme ophører.

Har rejst i snart 36 år

De to rumsonder Voyager 2 og Voyager 1 blev opsendt med få dages mellemrum i sensommeren 1977 og har siden bidraget med billeder og adskillige målinger fra rummet.

Voyager 1 blev opsendt sidst men har noget mere fart på og befinder sig 18,6 milliarder km væk og farer af sted med godt 61.000 km/t.

Voyager 2 befinder sig noget efter og er 'kun' 15,2 milliarder km væk.