It's been a long roadGetting from there to hereIt's been a long timeBut my time is finally near
Til de ord, sunget af den engelske tenor Russell Watson, blev rumsonden New Horizons vækket fra sin dvale.
Det skete i nat dansk tid klokken 03.53. Det skriver NASA på sin hjemmeside.
Skal skaffe helt nyt billedmateriale
Ordene fra Watson stammer fra sangen 'Where My Heart Will Take Me', som blev brugt i science fiction-serien 'Star Trek' og siden er blevet lidt af en yndling for NASA. Sangen er således blevet brugt til at vække astronauter på fire forskellige missioner.
Og ordene er ganske rammende - det har virkelig været en lang vej for New Horizons. Den blev sendt af sted i 2006 og befinder sig nu mere end 4,5 milliarder kilometer fra Jorden.
Dens mission er at udforske Pluto og de omkringliggende dværgplaneter i Kuiperbæltet. Det er aldrig før lykkedes at sende en sonde mod Pluto, der mistede sin status som planet i 2006.
Har været vækket 18 gange før
Nattens begivenhed var ikke ligefrem banebrydende fra et teknologisk synspunkt. New Horizons har været i den skånende dvaletilstand 18 gange tidligere og er hver gang blevet vækket uden problemer.
Men sonden har bare at være udhvilet denne gang, for nu er det slut med at blunde. Den skal forblive aktiv under resten af missionen, som topper til juli næste år, hvor den kommer tættest på Pluto.
- Teknisk set var det rutine, men symbolsk er det her en stor ting, siger Glen Fountain, der er projektleder for New Horizons, til NASA's hjemmeside.
Næsten spændende opgave finder sted 15. januar, hvor sonden tager de første billeder af Pluto.