Rumforsker: Helt normalt med læk på ISS-rumstation

Det sker forholdsvis ofte, at rumstationen ISS må lukke huller og lappe lækager. Det er astronauterne trænet til, fortæller direktør for DTU Space.

(Foto: © HO)

​En ammoniak-lækage på rumstationen ISS har tvunget to amerikanske og én italiensk astronaut til at forlade og lukke deres del af rumstationen ned, mens de søger ly hos deres russiske kosmonaut-kolleger.

Men selv om ammoniak er dødeligt at indånde, så er der intet der tyder på, at astronauternes liv er i fare. - Ilten på rumstationen er afgørende for astronauternes liv, så de har en masse censorer, der holder øje med om iltbeholdningen er i orden. Selv ved den mindste lækage går alarmen i gang, fortæller direktør for DTU Space, Kristian Pedersen.

Astronaut: Har trænet udslip et utal af gange

Ammoniak bruges til at køle rumstationen ned. Når der er en lækage, sættes en række sikkerhedsforanstaltninger i gang og de tre astronauter skal som minimum holde sig fra deres eget område af rumstationen i det næste døgns tid. - Astronauterne iklæder sig deres rumdragter og evakueres i sikkerhed til en harmløs del af rumstationen. Det er noget, de har trænet flere gange, siger Kristian Pedersen. Samme budskab lyder fra Chris Hadfield, tidligere astronaut på ISS, som har fulgt ammoniakudslippet og tweetet om det løbende:

Chris Hadfield betegner ammoniakudslip som ‘en af de tre store’, som astronauterne trænes i at undgå og undslippe. De andre to er ild ombord og et hul på skroget, som kan fjerne den atmosfære, der holder astronauterne i live. Netop derfor bliver udslippet også taget yderst seriøst, forklarer Kristian Pedersen. - De gør alt, hvad de kan for at fixe det her i en fart. Der er mange folk i sving med at tænke over, hvad der kan være galt lige nu, siger han. Og faktisk sker det meste af problemløsningen ikke på ISS, men på jorden. Her har man modeller af hele ISS i naturtro 1 til 1-størrelse, som gør det meget lettere at finde frem til problemet og fortælle astronauterne, hvordan de løser det. - I det her tilfælde handler det sikkert bare om, at lukke for den rette hane. Men hvis alt går galt, kan astronauterne evakuere i et særligt fartøj, så de kan altid slippe væk, siger Kristian Pedersen.

Ofte hul på ISS

Mens ammoniak-udslip er rimelig sjældent på ISS, så er det til gengæld helt normalt med større eller mindre lækager på rumstationen.

- Der går rimelig ofte hul på skidtet. Det kan være rumskrald eller en meteorsten, der rammer ISS og laver et lille hul. I de sitiationer er man også ofte nødt til at evakuere, siger Kristian Pedersen. For det meste er hullerne dog så små, at problemet kan løses helt uden problemer.

- De lukker det simpelthen med noget, der populært sagt minder om gaffatape, siger Kristian Pedersen.

Så selv om der altså er flere ting, der kan slå astronauterne ihjel på få sekunder i det kolde og atsmosfæreløse rum, så er risikoen for astronauternes liv begrænset - så længe de opholder sig på selve rumstationen.

- Det er da et farligere job end at arbejde på en byggeplads på jorden, men ikke så meget farligere, når de er på ISS. Faktisk er der kun sket dødsfald i de sidste mange års rummissioner af denne type på vej til og fra rumstationerne, siger Kristian Pedersen.

Den Internationale Rumstation ISS er et fælles rumprojekt for 15 nationer med USA og Rusland som de to største aktører. Rumstationen har været i brug af astronauter i de seneste 15 år.

Rumstationen er delt i to dele - en russisk og en amerikansk - men begge afsnit deles med andre nationers astronauter.

Til september er det planen, at Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, skal bo og arbejde på ISS. Læs meget mere om ham her: