Om små 10 måneder rejser Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, ud på sin første tur i rummet. Han skal på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS.
Rumstationen fylder cirka en fodboldbane og består af flere moduler. Lige nu kan man i Bella Center i København få en fornemmelse af, hvor store tingene er på ISS.
Et testlaboratorium i fuld størrelse er en del af rumfartsudstillingen Gateway to Space, der sætter fokus på bemandet rumfart.
Amerikansk og russisk isenkram
En stor hal er fyldt med isenkram fra primært NASA, men der er også en model i fuld størrelse af et modul fra den tidligere russiske rumstation MIR.
Man kan sågar stå ved siden af en cirka 2 meter høj Darth Vader-kopi fra science fiction-filmen 'Imperiet slår igen' fra Star Wars-serien, der har været med til at øge interessen for rumfart.
Man kan også prøve et gyroskop magen til det, som astronauterne træner 3D-bevægelser i og prøve at flyve et jagerfly.
Rør ved Månen
DR Viden besøgte udstillingen torsdag formiddag og talte med Kristian Pedersen, der er direktør i DTU Space, der samarbejder med NASA og blandt andet forsker i rummet, udvikler forskellige ruminstrumenter og analyserer data fra rummet.
Han synes, at styrken ved sådan en udstilling er, at man kan begynde at få en fornemmelse for, hvad det vil sige at arbejde i rummet som astronaut.
- Det er noget andet end bare se en skalamodel i en montre. Her kan man pille ved tingene og se, hvad det er og få afmystificeret det lidt. Og man kan fx røre ved Månen, siger Kristian Pedersen med henvisning til, at man kan stikke fingeren ind i en montre og føle på en månesten.
Danmarks rolle i rummet
- Udstillingen er også en appetitvækker på rummet. Og måske kan den give fokus på, at Danmark er en vigtig spiller inden for rumfartsteknologi, siger Kristian Pedersen.
Udstillingen er international og på rundrejse i Europa.
Umiddelbart er der ingenting, der viser, at Danmark inden for specifikke områder i 'al beskedenhed blandt de bedste i verden', som Kristian Pedersen udtrykker det.
Dansk rumforskning
Fx står danske forskere i spidsen for det store rumfartsprojekt Swarm-satellitter, der måler Jordens magnetfelt. Vi er gode til at bygge instrumenter til satellitter og lave modeller og fortolke data, der kommer hjem fra satellitter.
Dansk forskning står bag røntgen- og gammainstrumenter til at måle stråling ude i universet, så man kan studere sorte huller og den slags fænomener.
Og vi bygger stjernekameraer, der sidder på mange satellitter, og vi er gode til at analysere data fra satellitter, der peger ned på Jorden og tager billeder.
Rumfart er en del af vores hverdag
- Rumfart er ganske vigtigt. Det er måske en velbevaret hemmelighed, men alle de jordnære anvendelser er allerede en integreret del af vores hverdag, Kristian Pedersen.
- Altså når din GPS fortæller dig, hvor du er henne, er det fordi den snakker med satellitter oppe i rummet, og data fra satellitter er helt essentielle, når man laver vejrudsigter, siger han.
Gateway to Space fylder pakket sammen 50 lastbiler, men nu er den jo altså pakket ud og bliver vist frem til nytår i Bella Center i København.