Nedtælling til liftoff: Dansk astronaut ser rumfartøjet for første gang

Andreas Mogensen har prøvesiddet Soyuz-kapslen sammen med sine to kolleger.

Billedet har Andreas Mogensen taget tidligere onsdag inde i Soyuz-fartøjet. Det er oprindeligt et højformatsfoto, som vi lagt ned. Se nedenstående tweet. (Foto: © Andreas Mogensen ESA-astronaut, Andreas Mogensen ESA-astronaut)

VIDENSKABSBILLEDET

I disse timer er to danske satellitter fra Aalborg Universitet og Aalborg-firmaet GomSpace på vej op til Den Internationale Rumstation, ISS, om bord på et japansk forsyningsfartøj sammen med 4,5 ton forskningsmaterialer og mad og vand til den seks mand store besætning. Opsendelsen er blevet forsinket tre dage på grund af dårligt vejr.

Om præcis to uger ankommer så Danmarks første astronaut, den 38-årige Andreas Mogensen ansat hos Den Europæiske Rumfartsorganisation ESA, også til rumstationen sammen med to andre astronauter, russeren Sergei Volkov og Aidyn Aimbetov fra Kazakhstan.

Mens han er deroppe, er det planen, at han skal sende de to satellitter i kredsløb om Jorden.

Et storslået skib

I går ankom Andreas Mogensen og hans kolleger til den russiske opsendelsesbase Baikonur i Kazakhstan, hvor de skal være i karantæne frem til opsendelsen for at undgå at blive smittet med sygdomme.

I dag har de for første gang prøvet at sidde i deres formstøbte personlige sæder i det Soyuz-rumfartøj, som de skal flyve op i den 2. september klokken 6:34.

På Twitterkontoen @astro_andy har Andreas Mogensen lagt et selfie ud taget inde fra mandskabsmodulet og kalder fartøjet et ’storslået skib’.

https://twitter.com/Astro_Andreas/status/633953927009017856

Kig med den 2. september 2015, når DR2 og dr.dk sender direkte fra opsendelsen fra klokken 6 om morgenen. Det bliver fantastisk!

Læs flere nyheder om Andreas Mogensen på www.dr.dk/rumrejsen

Og på ESA's danske hjemmeside www.rumrejsen.dk