NASA vil have mennesker på Mars i midt 2030'erne

NASA har nu offentliggjort planer om at bringe astronauter til asteroider inden 2025, og i midten af 2030'erne vil de første mennesker nå Mars.

Om cirka 20 år kan de første mennesker sætte foden på Mars. Torsdag tager NASA et stort skridt mod det mål, når rumfartøjet Orion skal på sin første mission i rummet. Orion er nemlig det fartøj, som NASA vil sende mod Mars i midt 2030'erne. (Foto: © Sergey Drozdov, Scanpix)

Planerne om at sende mennesker til Mars har længe været lagt, men nu har NASA også meddelt hvornår.

Udmeldingen kommer i forbindelse med opsendelsen af 'Orion', som er det fartøj, der skal bringe astronauter til både asteroider, Mars' måner og om cirka 20 år også Mars.

Orion sendes af sted på en ubemandet mission torsdag klokken 13.05 dansk tid.

Testmission slår rekord

Hvis alt går godt, vil torsdagens mission bringe Orion 5800 kilometer ud i rummet og hjem igen - en tur, der tager lidt mere end fire timer.

Undervejs vil 1200 sensorer i fartøjets kabine samle informationer om stråling og varme, samt teste forskellige systemer, og under opsendelse og tilbagekomst til Jorden vil NASA blandt andet teste fartøjets varmeskjold, elektronik, faldskærme og højdekontrol.

Allerede på denne mission vil Orion forhåbentlig slå rekord ved at markere den længste rumrejse for et fartøj til transport af mennesker, siden Apollo 17 tog os til månen i 1972.

Orion vil bringe mennesker til asteroide i 2021

Fra klokken 9.30 torsdag morgen kan opsendelsen følges live på NASA TV, og det vil sandsynligvis være den eneste mulighed før 2018, når Orion igen vil begive sig ud på en ubemandet mission.

Orions førte bemandede tur bliver tidligst i 2021, når NASA forventer at rumfartøjet vil bringe astronauter til en asteroide i kredsløb omkring månen.

Orion er det rumfartøj, som skal bringe mennesker til Mars om cirka 20 år (Foto: © Kim Shiflett, NASA)