Hvis der er liv andre steder i vores solsystem end Jorden, så er der gode chancer for, at det enten findes på Jupiters måne Europa eller Saturns måne Enceladus.
Det mener i hvert fald det amerikanske rumagentur, Nasa. Her har man med avanceret måleudstyr tilegnet sig ny viden om de to havplaneter.
Rumfartøjet Cassini, der tilbage i 2004 gik i kredsløb om Saturn, har konstateret, at der findes masser af brintmolekyler i små revner på Enceladus' isbeklædte overflade.
Det betyder, at mikroorganismer i havet under iskappen - hvor solen ikke når ned - vil kunne skabe den kemiske energi, der er en forudsætning for liv.
Billeder fra rumteleskopet Hubble har vist et lignende scenarie på Europa, der også er dækket af is.
Næste skridt bliver herefter at få afdækket, om der på månerne også befinder sig de nødvendige mængder svovl og fosfor, som også er en forudsætning for liv.
Nasa vil fortsætte med at lade Cassini overvåge Endeladus' overflade. Hubble-teleskopet vil også fremover holde øje med udviklingen på Europa.
Samtidig er det fortsat Nasas hensigt at sende et rumfartøj op for at studere Europa nærmere. Missionen, der går under navnet Europa Clipper, skal ifølge tidsplanen sættes i værk i 2022.
Den vil medbringe udstyr magen til det, der befinder sig på Cassini, men i en forbedret udgave.
/ritzau/