Et af verdens mest sjældne pattedyr, saolaen, blev for nylig fanget af et webkamera i den nordvietnamesiske jungle.
Det er første gang i 15 år, at man har set det hjorte-lignende dyr, der kendetegnes på et særdeles langt gevir og meget markante hvide aftegninger i hovedet.
Optagelserne blev fanget af et kamera, opsat af Verdensnaturfonden (WWF) og de vietnamesiske myndigheder. Leder af WWF's dyrebevarelsesprogram i Asien Barney Long glæder sig naturligvis over opdagelsen:
Det her er en enorm vigtig opdagelse og kommer på et kritisk tidspunkt for saolaens bevarelse, siger han til WWF's website.
Forskere ved meget lidt om saolaen
Saolaen blev første gang observeret af videnskabsfolk i 1992 og man er kun stødt på den 4 gange siden. Selvom det sjældne dyr mest minder om en antilope, er den i slægtskab med køer.
Ellers ved man meget lidt om dens levevis, samtidig med at den kun er registreret så få gange, at forskerne ikke har fornemmelse af dens udbredelse.
I WWF regner man med, at der maksimalt findes nogle få hundrede individer som lever i det nordlige Vietnam og nabolandet Laos.
Forskerne i området, hvor det sjældne dyr er set, har siden 2011 arbejdet på at fjerne mere end 30.000 ulovlige dyrefælder, samtidig med at myndighederne aktivt inddrager områdets lokalbefolkning hmong-folket i, at stoppe ulovlig jagt på fredede dyrearter.