Mens USA's rumprogram lige nu nyder godt af den private rumorganisation SpaceX’ succes med at genbruge raketter og spare penge, så går det mindre godt for Kina.
Deres seneste forsøg på at opsende en af deres Long March 5-raketter endte med at raketten styrtede i Stillehavet i søndags.
Det er anden gang inden for to blot uger, at Long March 5-raketter har fejlet. Det skriver New Scientist.
Forgæves forsøg
Da raketten blev afsendt fra Wenchang Space Launch Centre i Kina i søndags, så det ellers ganske fornuftigt ud, men blot en time efter opsendelsen styrtede raketten. Sammen med raketten styrtede også den satellit, som raketten medbragte som last.
Årsagen til styrtet bliver stadig undersøgt, og det er uvist, om der er en forbindelse mellem dette styrt og styrtet den 19. juni.
De kinesiske rumambitioner er store, men de to nylige nedstyrtninger kommer formodentlig til at forsinke dem. Planen var ellers, at Kina skulle sende et fjernstyret, ubemandet fartøj (en rover) til Månen inden slutningen af året. Forhåbentlig vil det gå den bedre end Jadekaninen.
På længere sigt planlægger Kina at sætte mennesker på Månen og derefter bygge en rumstation på Månen. Men det afhænger af, om Kina har pålidelige raketter, der kan transportere mennesker og materiel af sted.