Hvad er forskellen på brintbomber og atombomber?

Brintbomber er mange gange kraftigere end atombomber, men det er ikke kun sprængkraften, der gør dem forskellige.

Her ses paddehatteskyen efter verdens første brintbombe, Ivy Mike. Prøvesprængningen blev fortaget af USA på en ø i Stillehavet i 1952. (Foto: © REUTERS, Scanpix)

Nordkorea annoncerede søndag, at de havde testet en brintbombe. Nordkorea har i flere år testet forskellige atombomber, men hvis de har testet en brintbombe succesfuldt, er det første gang.

En brintbombe er et stort skridt op fra en atombombe. Men hvad er forskellen på en atombombe og en brintbombe?

Den korte forklaring er, at en brintbombe er en mange gange kraftigere version af en atombombe. Den kraftigste brintbombe er 2700 gange kraftigere end atombomben, der blev kastet over den japanske by Nagasaki under 2. Verdenskrig.

Men det er ikke kun bombernes sprængkraft, der gør brintbomber og atombomber forskellige. Processerne, der giver bomberne deres eksplosive kræfter, er også forskellige.

Atombomben

Da et amerikansk bombefly den 9. august 1945 smed en atombombe over Nagasaki i Japan var resultatet enorme ødelæggelser, der kostede tusinder af menneskeliv.

Bomben var en atombombe baseret på såkaldt fission. Ved fission splittes atomer, hvilket skaber store mængder energi. Energi der udnyttes i en atombombe til at forøge dens sprængkraft.

I en atombombe splittes enten ustabile uran- eller plutoniumatomer. Det giver energien til bombens store eksplosion.

Brintbomben

Brintbomben var næste skridt i våbenkapløbet mellem Sovjetunionen og USA. USA var de første til at teste en brintbombe, kaldet Ivy Mike, i 1952 på en ø i Stillehavet.

Den kraftigste brintbombe nogensinde testet var den sovjettiske Tsar Bomba - kejserbomben - som blev detoneret over en lille ø i det nordlige Sibirien i oktober 1961.

I stedet for fission anvender brintbomber en proces kaldet fusion, hvor atomer smelter sammen i stedet for at blive splittet.

Fusion kræver enormt høje temperaturer. Derfor antændes brintbomber ved at sprænge en atombombe. Det sætter gang i sammensmeltningen af en særlig type brintatomer kaldet tung brint, hvilket frigiver enorme mængder energi - endnu mere end fission.

De enorme mængder energi giver en endnu større eksplosion, der også skaber en paddehattesky - bare meget større.

Du kan selv gå ind på og se på NukeMap,hvor ødelæggelse en atombombe eller brintbombe ville skabe, der hvor du bor. Klik her for at se NukeMap.