Hent NASA's flotte retro-turistplakater fra rummets destinationer

BILLEDGALLERI Plakaterne er produceret til Jet Propulsion Labs årlige kalender og kan downloades gratis i høj opløsning.

  • NASA's udforskning af Mars forsøger at finde ud af, hvad Mars var og er - og om planeten en dag kan blive beboelig. Plakaten forestiller sig en fremtid, hvor turister på Mars kan besøge nostalgiske "historiske steder" fra en fortid, hvor planeten blev erobret. (© NASA/JPL)
  • NASA's Voyager-mission udnyttede at planeterne i Solsystemet stod på linje - noget der kun sker hvert 175. år. De to fartøjer Voyager 1 og 2 afslørede meget, vi ikke vidste om Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Plakaten forestiller sig, at turister i fremtiden kan genopleve sondernes historiske rute. (© NASA/JPL)
  • Venus blev besøgt første gang af den sovjetiske sonde Venera 4 i 1967. Men også NASA har sendt sonder til vores ugæstfrie nabo, der faktisk kommer tættere på Jorden end Mars. Flere forskere har forestillet sig, at man kunne bygge svævende byer i Venus' tykke atmosfære - for nærmere overfladen er trykket, og temperaturen alt for voldsom. Plakaten forestiller sig turister, der besøger netop sådan et observatorium. (© NASA/JPL)
  • Vores jordklode er unik i Solsystemet. Her er både tilpas varmt, vådt og iltrigt nok til at avancerede livsformer har kunnet opstå. NASA overvåger konstant Jordens klima og miljø for at sikre, at vi kan bevare den eneste oase, vi kender til i Universet. Plakaten forestiller sig en fremtid, hvor Jorden er et fristed, hvor man kan trække vejret frit. (© NASA/JPL)
  • Ceres er den største dværgplanet i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Den har en diameter på 965 kilometer og er blevet studeret i over to århundreder. I 2015 fik den besøg af NASA-sonden Dawn, der stadig kredser om isklumpen. Plakaten forestiller sig, at det er her turister tanker det sidste vand, inden den lange tur mod Jupiter. (© NASA/JPL)
  • Jupiter er solsystemets største planet. Den har også solsystemets mest spektakulære lysshow, nordlys der er flere hundrede gange så kraftigt som på Jorden. I juli i år ankommer Juno-sonden til Jupiter og gør os forhåbentligt endnu klogere på planeten. Plakaten forestiller sig, at turister engang i fremtiden vil besøge og se nordlys på gaskæmpen i store balloner. (© NASA/JPL)
  • Under Jupiters måne Europas overflade af is, gemmer sig et enormt hav af flydende saltvand. Det gør månen til en perfekt kandidat for liv i vores solsystem. Tidevandskræfter fra enorme Jupiter river så meget i Europa, at vandet sandsynligvist er flydende - og måske lunt. Måske vi engang i fremtiden kan besøge og svømme i dette gigantiske hav under isen. (© NASA/JPL)
  • Opdagelsen af isgejsere på Saturns måne Enceladus er en af Cassini-missionens største successer. Opdagelserne tyder på, at der gemmer sig et globalt hav under månens overflade af is - et ocean der kan skjule liv. Plakaten forestiller sig fremtidens turister, der beskuer gejserne fra et rumskib med en gennemsigtig kuppel. (© NASA/JPL)
  • Titan er Saturns største måne. Og selv om kloden er meget fremmedartet, minder den ret meget om Jorden. Den har en tyk atmosfære, er fyldt med organiske molekyler en overflade gennemskåret af floder og søer og have af flydende metan. Alt sammen noget vi ved på grund af NASA's sonde Cassini. Plakaten forestiller sig, at turister engang i fremtiden vil sejle på netop disse have af metan. (© NASA/JPL)
  • Når vi engang forhåbentlig bevæger os udenfor vores solsystem, er der allerede mange destinationer at vælge imellem. Den første interessante planet, vi opdagede udenfor vores egen baghave, er 51 Pegasi b, som astronomer spottede i 1995. Planeten er halvt så stor som Jupiter og lagde skabelonen for en helt ny planetklasse: Hot Jupiters. (© NASA/JPL)
  • Alle, der har set Star Wars, kender Luke Skywalkers hjemplanet Tatooine. Den har to sole, som varmer den lille ørkenplanet. I det rigtige univers har astronomerne fundet exoplaneten Kepler-16b, der kredser om netop to stjerner. Den rigtige Tatooine er dog sandsynligvis en gaskæmpe på størrelse med Saturn. Opdagelsen viser dog, at den ikoniske science fiction-planet kan findes i virkeligheden. (© NASA/JPL)
  • Astronomerne har nu opdaget mange exoplaneter. En af de mere interessante er superjorden HD 40307g. Planeten er dobbelt så stor som Jorden, og forskerne er i tvivl om, hvorvidt den er en meget stor planet som Jorden eller en lille iskæmpe som fx Neptun. Men med en masse, der er otte gange Jordens, har den en enormt kraftig tyngdekraft. Så fremtidige faldskærmsudspringere i en eventuel atmosfære får godt med fart på. (© NASA/JPL)
  • Den første exoplanet på størrelse med Jorden, som også ligger i den beboelige zone om sin stjerne, er Kepler-186f - opkaldt efter Kepler-teleskopet, der fandt den. Exoplanetens placering og størrelse betyder, at der er rig mulighed for flydende vand på dens overflade. Stjernen, den kredser om, er dog langt koldere end vores Sol, en såkaldt rød dværg, og det betyder, at planter der eventuelt gror på Kepler-186f, sandsynligvis vil have helt andre farver, end de har på Jorden. (© NASA/JPL)
  • Planeten med det meget underlige navn PSO J318.5-22 er en såkaldt "rogue planet", en vildfaren planet, der farer gennem universet uden at kredse om en stjerne. Forskerne ved ikke meget om de ensomme planeters skæbne, men mener, at planeterne måske bliver slynget ud af unge stjernesystemer af andre og større planeter. Plakaten forestiller sig et besøg på sådan en ensom - og helt mørkelagt - planet. (© NASA/JPL)
1 / 14

Det amerikanske rumagentur NASA's forskningscenter Jet Propulsion Laboratory er i gavehumør.

I forbindelse med en 2016-kalender til deres forskere, ingeniører og andre ansatte, har JPL bestilt en række flotte kunstværker, der afbilleder de mange spændende destinationer i vores solsystem og endnu længere ude i rummet.

Læs om hver plakat i galleriet foroven.

I denne uge kom der tre nye plakater til en samling af rumfartsinspirerede kunstværker, der begyndte allerede for et år siden.

Stilen på plakaterne bringer minderne tilbage til en svunden tid, hvor alle destinationer, ikke kun de udenjordiske, var eksotiske.

De tre nye plakater viser Saturns måne Enceladus, Mars og en rundtur i vores solsystem, som er en hyldest til Voyager-sondens rejse. De kan, sammen med alle de andre plakater, bestilles i trykt udgave hos designfirmaet Invisible Creature, der har lavet kunstværkerne.

Plakaterne er designet af de to brødre Don og Ryan Clark, hvis bedstefar Al Paulsen selv var grafisk designer for NASA i mere end 30 år.

Men alle plakaterne - inklusive de tre nye - kan også downloades gratis i fuld størrelse fra JPL's hjemmeside her.