Forskning: Dit kryds afgøres også af dine gener

Når du går i stemmeboksen, er det ikke kun livserfaringer, der afgør, hvor du sætter kryds. Din politiske overbevisning hænger sammen med dine gener, viser forskning.

Forskning viser, at generne kan være med til at bestemme, hvor vi sætter vores kryds. Det siger Robert Klemmensen, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet. (Foto: © Morten Seligmann, DR)

Ny international forskning slår fast, at biologiske faktorer spiller ind på vores politiske handlinger. Vores gener har simpelthen betydning for, hvilken ideologi vi identificerer os med, og hvem vi stemmer på.

Resultaterne udfordrer den traditionelle vælgeradfærdsforskning, fortæller en af danskerne i forskningsprojektet tilP1 Morgen.

- Vores forskning viser grundlæggende, at der er andre forhold, end dem, vi normalt tænker på - altså sociale ting som social klasse, uddannelse og så videre, der har betydning for, hvilken ideologi, vi føler os tiltrukket af.

Det siger Robert Klemmensen, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.

12.000 tvillingepar undersøgt

Robert Klemmensen er en del af et stort internationalt forskerhold, der har undersøgt den politiske adfærd blandt 12.000 tvillingepar i USA, Australien, Ungarn, Sverige og Danmark.

Man har sammenlignet enæggede tvillinger, som er 100 procent genetisk ens, med tveæggede tvillinger, som kan sammenlignes med almindelige søskende.

- Hvis de enæggede tvillinger svarer mere ens på de spørgsmål, som vi stiller dem, end de tveæggede, så er der indikation for, at der er arvelighed i det fænomen, vi undersøger, forklarer Robert Klemmensen.

Banebrydende forskningsresultater trods usikkerhed

Og det viste sig altså, at enæggede tvillinger svarer langt mere ens på spørgsmål om eksempelvis omfordeling, politisk deltagelse og frihed og lighed, end tveæggede tvillinger gør.

- Vi kan forklare mellem 30 og 60 procent af variationen i svarerne, siger Robert Klemmensen.

Han understreger samtidig, at der er en vis usikkerhed i resultaterne.

- At der er så stor en spændvidde i estimatet, fortæller også at der er en del usikkerhed i vores studie. Det, der for alvor er interessant, er, at vores estimat ikke er 0. Det vil sige, at der altså er en selvstændig effekt fra biologi, konstaterer Robert Klemmensen.