I april måned næste år peger teleskoper fra alle egne af kloden mod galaksens midte for at forsøge at tage det klareste billede af et sort hul nogensinde. Det skriver Scientific American.
I to nætter vil otte observatorier rundt omkring på kloden, der er en del af Event Horizon Telescope, kombinere deres ressourcer for at kigge nærmere på radiokilden Sagittarius A* (”Sagittarius A stjerne”), som forskerne tror skjuler det sorte hul, der menes at være i vores galakses centrum. Et fænomen som allerede Albert Einstein forudsagde.
Særligt for dette forsøg er, at man kan se det sorte huls ”skygge”, som den kaster på det lys, der udskilles på kanten af det sorte huls begivenhedshorisont. Lyset opstår, når partikler bliver opsamlet af det sorte hul og accelereret til millioner af grader. Med dem som baggrund, kan man se silhuetten af det sorte hul.
Hvis det lykkedes, vil det være et stort videnskabeligt gennembrud.
Et ekstraordinært samarbejde
For at kunne tage billeder af noget så fjernt, kræver det et ekstraordinært teleskop – eller i dette tilfælde en kombination af otte teleskoper og andre måleenheder fordelt på tværs af Nordamerika, Sydamerika, Europa, Arktis og Antarktis.
Ved at kombinere styrken og fokusere dem på samme område på samme tid, kan man få en kombineret effekt, der er stærkere end summen af delene.
Den samlede styrke fra teleskoperne vil være så stor, at man fra Jorden kan se en grapefrugt eller en CD på månens overflade, skriver Scientific American.
Mængden af data der skal sammenlignes og kombineres fra de otte teleskoper vil kræve betydeligt efterarbejde, derfor vil man ikke se resultatet før mange måneder senere.