Ekstra sikkerhedstjek udskyder astronauters hjemrejse

Tre astronauter får forlænget opholdet på rumstationen efter at russisk fragtfartøj brændte op i atmosfæren.

ESA-astronaut Samantha Cristoforetti tog dette foto den 25. april, da et andet russisk forsyningsfartøj fløj hjem fra ISS. (Foto: © ESA/NASA, ESA/NASA)

Velkomstfesten hjemme hos tre astronauters familier i Italien, Rusland og USA er lige blevet udskudt med cirka tre uger.

Astronauterne er oppe på Den Internationale Rumstation, ISS, 400 km oppe i Rummet, og i slutningen af ugen skulle de være rejst hjem efter knap seks måneders ophold. Men hjemrejsen blev i går udsat til begyndelsen af juni, skriver ESA, Den Europæiske Rumfartsorganisation.

I sidste uge mistede russerne kontrollen over et ubemandet fartøj, der skulle have bragt forsyninger til rumstationen. I stedet brændte det op i Jordens atmosfære. Og russerne vil være sikre på, at sikkerheden er i orden, før de tre astronauter rejser hjem.

Alle flyvninger til og fra ISS er indstillet

Russerne ved endnu ikke, hvorfor de mistede det ubemandede fragtfartøj kort efter start. Pludselig kunne de ikke styre det længere, og det fortsatte i kredsløb om Jorden, indtil det faldt igennem atmosfæren og gik til grunde.

Al bemandet rumfart foregår i dag i de russiske, meget driftssikre Soyuz-fartøjer. Og man har udskudt al transport til og fra rumstationen, indtil man kender årsagen til fejlen med det andet fartøj.

Selve uheldet har ikke nogen betydning for folkene på ISS. De har mad, vand og ilt til mange uger.

Danske Andreas skal op til september

De tre astronauter, Samantha Cristoforetti ansat i Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, Terry Virts fra NASA and den russiske kosmonaut Anton Shkaplerov, ankom til ISS den 24. november 2014.

Deres rumfartøj er kun sikkerhedsgodkendt til at være i Rummet i 200 dage. Derfor skal deres hjemrejse senest ske i midten af juni.

Den 1. september skal Danmarks astronaut, Andreas Mogensen, på en 10-dages mission til rumstationen. Han bliver den første dansker i Rummet og den anden skandinav. Svenskeren Christer Fuglesang var oppe på rumstationen i 2006 og 2009.