Dansk astronaut skal have sangerinde med i rummet

Engelske Sarah Brightman bliver verdens syvende rumturist - og danske Andreas Mogensen skal følge hende på vej.

Sarah Brightman er kendt for sin sopran, og hun har blandt andet sunget en berømt duet med italienske Andrea Bocelli. I 2015 skal hun synge for den danske astronaut Andreas Mogensen og hans kollegaer på Den Internationale Rumstation. (© Colourbox)

Når den første danske astronaut, Anders Mogensen, i september 2015 skal ud på sin første rumrejse, bliver det med den kendte engelske sopran Sarah Brightman, der skal på besøg på Den Internationale Rumstation, ISS.

Det bekræftede danskeren på et pressemøde onsdag formiddag, hvor også hele hans mission blev præsenteret.

- Det er rigtig spændende. Mange vil måske spørge, hvad en rumturist skal ombord på rumstationen, men en operasanger, der er så velkendt som Sarah Brightman, har mulighed for at formidle, hvad vi laver, til et meget større publikum, end vi har adgang til normalt, sagde Andreas Mogensen.

Meget begejstret

Sarah Brightman, der i Danmark måske er mest kendt for sine musicalroller og sin duet med Andrea Bocelli, bliver den syvende rumturist i verdenshistorie - og hun bliver den første professionelle musiker, der rejser ud i rummet.

- Den rejse er min drøm. Endelig bliver den virkelig. Jeg er mere begejstret for det end noget andet, jeg nogensinde har lavet i mit liv, sagde sangerinden ifølge BBC tilbage i oktober 2012, da nyheden blev offentliggjort på et pressemøde i Moskva.

Bestod test med bravur

Siden har hun allerede gennemgået de første test i Rusland for at tjekke, om hun er rumegnet - og trods lidt kvalmeproblemer, da hun blev snurret rundt og rundt, bestod hun testene med bravur.

- Jeg gennemførte en række psykologiske test og fysiske test. Jeg blev overvåget, da jeg blev sat ind i en centrifuge, men jeg elskede det og følte mig meget komfortabel. Jeg klarede alt rigtig, rigtig flot og som det russiske rumagentur har sagt, er jeg nu officielt en kosmonaut i uddannelse, lød det fra Brightman i maj i år.

Hvad sangerinden har betalt for at komme med Mogensen og de andre astronauter af sted, vil hun ikke ud med, men den seneste rumturist, Cirque de Soleil-bossen Guy Lalibirte, måtte punge op med 35 millioner dollar, svarende til cirka 195 millioner kroner.