Verdens største isbjerg er begyndt at snurre rundt

Isbjerget ved navn A23a er fanget på en enorm, roterende søjle af vand.

Efter knap 30 års stilstand begyndte isbjerget A23a sidste år at rykke på sig. (Foto: http://naturespic.com/via REUTERS). (Foto: © Rob Suisted - http//naturespic.com, Ritzau Scanpix)

Der er sket noget bemærkelsesværdigt med verdens største isbjerg. I flere måneder har isbjerget med det knap så poetiske navn A23a befundet sig nord for Antarktis, hvor det snurrer på stedet.

Det skyldes helt vilde naturkræfter.

Isbjerget, der er på størrelse med Fyn, Bornholm og Falster tilsammen, har revet sig løs fra bunden, ramt en af verdens stærkeste havstrømme og blevet fanget oven på en enorm, roterende cylinder med vand.

Fænomenet kaldes en Taylor-søjle, og det er muligt, at A23a ikke vil undslippe den roterende strøm i årevis, skriver BBC.

Spørger man chefkonsulent i afdeling for Glaciologi og Klima hos Geus, Andreas Peter Ahlstrøm, er det et "meget interessant fænomen".

- Siden 1986 har isbjerget ligget grundstødt (stødt på grunden, red.), men i 2020 rev det sig løs og drev op langs Den Antarktiske halvø. Normalt vil sådan et isbjerg ellers fortsætte videre op i Atlanten, men det gør A23a ikke, siger han i P1 Morgen.

Det bliver liggende samme sted, selvom det ikke sidder fast på bunden længere, fordi det er fanget af vandsøjlen.

Et satellitbillede fra den 15. november sidste år viser isbjerget, efter det løsrev sig fra bunden. (Foto: © HANDOUT, Ritzau Scanpix)

Flere store isbjerge løsriver sig

I sig selv betyder det snurrende isbjerg ikke det store, forklarer Andreas Peter Ahlstrøm.

Hvis man tager klimabrillerne på, er det interessante for det første havstrømmene, som får Taylor-søjlen til at rotere. Havstrømmen påvirker nemlig hele det globale klimasystem.

For det andet er det interessant at følge med i, hvor meget der knækker af den antarktiske ismasse, og hvor hurtigt det går. Og på det punkt går det i den forkerte retning.

- Flere og flere af de store isbjerge løsriver sig, siger chefkonsulenten.

Flere og flere store isbjerge løsriver sig. (Foto: http://naturespic.com/via REUTERS). (Foto: © Rob Suisted - http//naturespic.com, Ritzau Scanpix)