For et årti siden tiltrak en ganske almindelig dyreaflivning i Københavns Zoo sig usædvanlig meget opmærksom.
Det var den unge giraf Marius, der skulle dø, og amerikanere og sydeuropæere var i særdeleshed ved at gå i opløsning over beslutningen og bestormede mildt sagt den zoologiske have med henvendelser.
- Det var voldsomt for os, der var involveret i det, fortæller ham, der aflivede Marius, Mads Bertelsen, i DR-podcasten Vildt Naturligt.
Han har siden 2021 været zoologisk direktør i København Zoo. Ved siden af sin stilling som direktør er han adjungeret professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.
Men da han den 9. februar 2014 sendte det dødelige riffelskud afsted mod den 2-årige girafs hjerne, arbejdede Mads Bertelsen som dyrlæge i Zoo.
Aflivningen af det raske dyr affødte dødstrusler mod den daværende videnskabelige direktør Bengt Holst og mindst 40.000 e-mails til den zoologiske have.
Det ændrer dog ikke ved, at den nuværende zoo-direktør ville træffe samme beslutning i dag.
- Det var mig, der skød den, og det var der jo meget ståhej om, selvom årsagerne til, at den blev skudt, var meget, meget rationelle og fornuftige, siger Mads Bertelsen.
Han tilføjer, at zoo har samme praksis i dag.
Død babygiraf
Rygtet om, at Marius skulle dø, dissekeres og fodres til løverne, spredte sig især på Twitter inden aflivningen, og det er sandsynligvis årsagen til, at historien fik så stor opmærksomhed, vurderer Mads Bertelsen.
Folk i hele verden prøvede simpelthen at sætte en stopper for aflivningen.
- Der var nogle meget, meget velmenende folk, der mente, at det kunne man måske undgå.
Det var især dissektionen - altså parteringen - af giraffen og fodringen til løverne, der gjorde folk fra andre dele af verden af utilfredse.
- Mange mennesker var fortørnede over, at børn kunne se den efterfølgende dissektion og se løverne fortære giraffen.
Det er ellers ganske almindelig skæbne for et vildt afrikansk dyr at blive spist af en løve, påpeger den tidligere dyrlæge.
- Det er jo den vej, de fleste af dem ender.
Og historien voksede sig mere kulørt, end den i virkeligheden var, da den ramte de internationale medier. Fortællingen blev, at en babygiraf skulle dræbes foran skolebørn, husker Mads Bertelsen.
- Hvilket ikke var tilfældet, så det var noget misvisende.
Den blev dissekeret foran skolebørn, men ikke aflivet foran dem. Og den blev fodret til løverne, dog ikke kun til skue for skolebørn, men for alle havens gæster.
Desuden var det ikke en baby, men en giraf på to år. Det svarer til en halvvoksen teenager-giraffer, som normalt forlader flokken på det tidspunkt.
Blandt andet tog Britiske BBC, franske AFP og svenske TV4 historien om Marius op.
Vil du se et halvspist kadaver?
Marius skæbne faldt især amerikanere og sydeuropæere for brystet. Forklaringen skal ifølge Mads Bertelsen findes i kulturelle forskelle mellem landene.
Et illustrativt eksempel er, at man i nogle amerikanske zoologiske haver fodrer havens dyr med pølser eller hakket kød, fordi gæsterne nødigt skulle se dyr med hud og hår blive spist - som det foregår i naturen. Der er også masser af amerikanske eksempler på, at dyr bliver fodret ude bagved, så publikum ikke skal se det.
- Det er jo rivegalt.
- Vi har 1,2-1,3 millioner gæster i zoologisk have i København, og de skal være heldige, hvis de ikke ser en stump kød, en død kylling eller et hestehoved. Og vi får maksimalt fire-fem klager på et helt år, siger Mads Bertelsen for at understrege forskellene mellem Danmark og USA's forhold til vilde dyrs naturlige kostvaner.
Det virkede til at være nogle forargede udenlandske TV værter, der interviewede daværende zoo-direktør Bengt Holst.
Mads Bertelsen mener, modsat de mange udenlandske kritikere, på ingen måde, at børn tager skade af at se dyr blive skåret op og fodret til andre dyr. Derimod er der masser af læring i det, siger han.
- Det handler om at se tingene i virkeligheden og prøve at at forstå, hvordan sådan et dyr egentlig virker. Ligesom hvis man skiller et gammelt vækkeur ad. Det kan man også lære rigtig meget af at kigge ind i.
Men Mads Bertelsen erkender, at en ung giraf i de flestes optik er en del mere nuttet end et ur eller en melorm, som man også fodrer med i zoo. Og at giraffen ligger høj på det, som Mads Bertelsen har døbt "nuttethedsskalaen", mener han er en vigtig ingrediens i mediestormen.
Ikke plads til Marius i det store genpuslespil
Men hvorfor skulle et ungt og raskt dyr overhovedet dø, kan man spørge sig selv.
På europæisk plan holder man øje med, at dyrene i zoologiske haver har en alsidig gensammensætning, så man undgår indavl og sikrer en rask bestand i fremtiden.
Og i det store genpuslespil passede Marius' brik ikke ind.
Selvom Marius' gener ikke kunne bruges, og selvom haven for tiden har flere giraffer, end den har brug for, mener den zoologiske direktør alligevel, at det er vigtigt, at dyr i fangenskab får lov at yngle, fordi det er en god måde for dem at bruge deres tid.
Men hvorfor så ikke bare slippe dyr som Marius fri?
- Svaret er mere kompliceret end spørgsmålet. Man kan godt sætte dyr tilbage i naturen, og det har man også gjort i nogle sammenhænge. Men det kræver, at årsagen til deres tilbagegang først bliver løst, siger Mads Bertelsen.
For eksempel mangler giraffen levesteder i Afrika.