Det er løgn.
Selvom biolog Frederik Leck Fisher stod helt mutters alene i skoven på Bornholm i slutningen af august, var han nødt til at sige ordene højt.
Og det er svært at bebrejde edderkoppe-nørden, for lige foran ham kravlede et lille ottearmet dyr rundt, som ikke er blevet set i Danmark i 105 år: Et styk stumpkrabbedderkop.
- Det er kæmpestort. Der er særligt to arter, man kan finde, som er formodet uddøde i Danmark, og det her var den ene af dem, fortæller Frederik Leck Fisher, der kalder bornholmer-edderkoppen for en "nærmest mytisk".
For få uger siden var biologen taget til øen i Østersøen, fordi klipperne her skaber nogle helt særlige betingelser for netop edderkopper. Derfor er der med andre ord ”guld at finde derovre”, som han udtrykker det.
Stumpkrabbedderkoppen fandt han i den ældste skov på Bornholm, der ligger oven for Ekkodalen i Almindingen på Bornholm. Her gik Frederik Leck Fischer og bankede på egetræsgrene og samlede de nedfaldne dyr op i et udstrakt lagen.
- Lige pludselig kan jeg se på lagenet, at der kravler et eller andet mærkeligt rundt. Jeg skynder mig at finde en beholder, så jeg kan nærstudere den for at være sikker på, at det virkelig var dén.
Og jo, den var god nok, viste det sig.
- Det var for vild en følelse at have taget derover og så rent faktisk finde den.
'Det er et fuldstændigt enestående sted'
Som biolog med speciale i edderkopper har Frederik Leck Fischer flere gange været forbi Statens Naturhistoriske Samling i København, hvor det hidtil eneste fundne eksemplar i Danmark opbevares.
Den blev fundet i 1919 - også i Almindingen på Bornholm.
- Men vi har bare ikke set den siden, og på mærkatet i samlingen i står bare ”Almindingen”. Så vi vidste ikke hvor søren i den kæmpestore skov, vi skulle lede.
Efter et par dage tog Frederik Leck Fischer tilbage til det sted, han fandt det første eksemplar. Og efter få timer havde han set hele 13 styk. Derfor er han ikke i tvivl om, at arten hele tiden har gemt sig her, for naturen er helt unik.
- Egeskoven ovenfor ekkodalen i Almindingen er den ældste skov på Bornholm og formentlig et af de få steder, som stadig ser ud, som den gjorde i 1919. Det er et fuldstændigt enestående sted.
- Egetræerne vokser på klipperne, så der er ikke mange steder, de kan slå rødder. Det betyder, at der bliver nogle underlige lave bonsai-træer, som ikke vokser så tæt. Det giver masser af lys og varme, og det elsker stumpkrabbeedderkoppen.
At skoven tilmed har fået lov til at stå urørt i mange hundrede år gør den helt speciel, fortæller Frederik Leck Fischer.
- Når man ser på mærkaterne af mange fund af særlige arter i Statens Naturhistoriske Samling, så kan vi se, at mange af dem plejede at være steder, hvor der i dag slet ikke er natur længere.
- Det er simpelthen smadret og væk. Så at stå på en natur-lokalitet, hvor tiden har stået stille i over 100 år, er altså en yderst sjælden ting.
Giver deres bytte et dødskram
Faktisk er stumpkrabbedderkoppen så sjælden en størrelse, at den endnu ikke har noget officielt dansk navn.
På latin hedder den Pistius truncataus. Stumpkrabbedderkop er et navn, som Frederik Leck Fischer bruger om den én centimeter store skabning, og som han håber vil blive hængende.
- Det er desværre et generelt problem med edderkopperne, at de ikke har fået den samme kærlighed som andre dyregrupper - altså hvad angår deres navngivning.
Der findes dog flere forskellige slags krabbeedderkopper – 25 arter i alt i Danmark – og det stumpe i navnet henviser til bornholmerens bagdel, som er helt flad bagtil, forklarer biologen.
Krabbeedderkopperne som familie har fået deres navn på grund af de store forben og deres lidt flade facon, som minder om de krabber, man finder på stranden. Og faktisk jager de på en måde, som minder meget lidt om andre edderkopper.
- Krabbeedderkopperne laver ikke spind, men bruger i stedet deres muskuløse forben til at give deres bytte et dødskram - de omfavner byttet og bider det.
Sidste år fandt Frederik Leck Fischer en anden helt ny krabbeedderkoppeart ved Tisvilde Hegn, som kun lever der. Og hvis man selv drømmer om at finde en ny eller forsvunden art, så kan det betale sig at kigge edderkoppernes vej, mener Frederik Leck Fischer.
- Der er stadig masser af gode dyr at finde derude.