I den egyptiske ørken har en gruppe forskere gravet et bemærkelsesværdigt fossil frem fra sandet.
De har fundet en forhistorisk hval, som man i første omgang kan undre sig over, at man overhovedet kan finde på så knastørt et sted.
Forklaringen er, at ørkenen for millioner af år siden var et bølgende hav, men det er på ingen måde det mest fascinerende ved det egyptiske fund.
Den tre meter lange hval havde nemlig fire ben.
Det lyder næsten som et fabeldyr, men det 43 millioner år gamle fossil er ikke det første eksempel på firbenede hvaler.
Tidligere er der blevet fundet en lang række fossiler, som tilsammen fortæller historien om en næsten eventyrlig udvikling, fortæller Mette Elstrup Steeman, som er palæontolog og arbejder med hvalfossiler på Museum Sønderjylland.
- De hvaler, vi kender i dag, startede utroligt nok med at være nogle små hjorte-lignende dyr. Klovdyrene udviklede sig gradvist til at opholde sig mere og mere i det hav, som de boede ved – og på et tidspunkt førte den udvikling altså til, at de blev både større og i stand til at klare sig både i vandet og på landjorden. De blev såkaldt amfibiske, ligesom en flodhest eller en havodder er det i dag, siger hun.
Fra klovdyr til blåhval
Overgangen fra hjort-lignende dyr til hval skete selvfølgelig ikke på én dag.
Gennem ti millioner år tilpassede de små klovdyr sig langsomt til at være effektive, når de færdedes ude i vandet, fortæller Mette Elstrup Steeman.
- Det er ikke sådan, at et af de hjorte-lignende dyr pludselig prøvede lykken og hoppede i vandet en dag. Lidt efter lidt blev de mere afhængige af havet, og derfor udviklede de sig, så de bedre kunne færdes i vand. De fik bredere fødder til at svømme med, og deres øjne og næse kom til at sidde oven på hovedet, som vi kender det fra en krokodille, siger hun.
På et tidspunkt kom hjortene så langt i deres udvikling, at de ikke længere bare var hjorte, som var gode til svømning.
De blev amfibiske, hvilket betyder, at de var i stand til at færdes og leve både på land og i vand.
Den voldsomme udvikling sluttede dog langtfra der, fortæller Mette Elstrup Steeman.
- For omkring 43 millioner år siden, hvor den egyptiske art levede, var dyrene blevet markant større og havde tilpasset sig livet i havet. Kort efter begyndte de imidlertid at blive fuldstændigt enorme og kom til at dominere i havene og være toppen af fødekæden. Senere gik de hen og blev til de hvaler, vi kender i dag, siger hun.
Et skoleeksempel på evolution
Udviklingen fra hjorte-lignende dyr til havets mægtigste kæmper lyder næsten for godt til at være sandt.
Det er måske svært at forestille sig, men hvalernes evolution er meget veldokumenteret, understreger Mette Elstrup Steeman.
- Der findes fossiler, som viser stort set alle dele af udviklingen. Der er en perlerække af forskellige stadier, som man med det blotte øje kan se i fossilerne, og det giver os en unik mulighed for at forstå, hvordan arter udvikler sig og overlever – og hvorfor verden ser ud, som den gør i dag, siger hun.
Den nyopdagede art fra Egypten er altså den seneste i en lang række fossiler, som ville gøre Charles Darwin stolt.
Og man kan lære meget af at finde den slags fossiler, fortæller Mette Elstrup Steeman.
- Det er et konkret og tydeligt bevis på, at tingene hele tiden er i bevægelse. Arter møder nye vilkår og skifter både habitat, levevis og udseende. Det er en mulighed for at stoppe op og tænke over, at tingene ikke bare altid har været, som vi kender dem – og det, synes jeg, er en vigtig ting at blive gjort opmærksom på en gang imellem, siger hun.