Dronevideo viser tusinder af havskildpadder i vandet ved Mexico

Global opvarmning truer havskildpadder, fordi høje temperaturer giver flere hunner.

Den olivenfarvede ridleyskildpadde ankommer nogle gange i op til tusindvis på samme tid for at lægge æg. Fænomenet kaldes ’arribadas’ og er en særlig adfærd hos bestemte typer havskildpadder. Stranden her i Oaxaca anses som den næstmest vigtige for netop denne art af havskildpadde.

I løbet af de seneste måneder har mere end 290.000 havskildpadder besøgt én enkelt beskyttet strand i den mexicanske delstat Oaxaca.

Over fem forskellige gange i perioden mellem august og november har hunner af arten olivenfarvet ridleyskildpadde været forbi for at lægge æg i sandet.

Det har resulteret i mere end 1,6 millioner små skildpaddeunger, som har fundet vej til vandet i Stillehavet, oplyser de mexicanske myndigheder, der har ansvaret for landets beskyttede naturområder.

Selv om en horde af små skildpadder nu er klækket og har fundet vej til havet, så er det langt fra alle af dem, der bliver gamle nok til selv at blive forældre. Mange bliver spist af alt lige fra måger til hajer.

De heldige skildpadder-hunner, som bliver gamle nok til selv at lægge æg, finder typisk vej til den præcist samme strand, som de selv er kommet til verden på.

Ligesom meget andet liv på Jorden er havskildpadder også truet af den globale opvarmning.

Det er de blandt andet, fordi dyrenes køn bestemmes af temperaturen, æggene udruges ved. Jo højere temperaturen er, desto flere hunner kravler der ud af æggene, og dermed kan der i fremtiden komme færre han-skildpadder.