NASA-sonden Curiosity har nu tilbragt fire år på vores naboplanet Mars. Roveren er lige nu i gang med at indsamle sin 17. prøve fra en sten, som forskerne kalder Marimba.
For at fejre jubilæet har NASA lanceret mobilspillet Mars Rover, hvor man kan styre robot-bilen rundt på den røde planet.
Spillet udfordrer en til at balancere roveren og navigere gennem landskabet for at indsamle point.
Pointene kan deles med venner over det sociale spilnetværk Gamee, der fungere på både iOS og Android. Tanken er at sprede interessen for udforskningen af Mars,
- Brugen af sociale netværk kan hjælpe os til at åbne døren for en dybere forståelse for videnskab, teknologi, ingeniørkunst og matetmatik, siger Michelle Viotti fra NASA JPL i en pressemeddelelse.
Spillet viser også, hvordan NASA's næste Mars-rover vil lede efter underjordisk vand på Mars. Den forventes opsendt i 2020.
Imens er den rigtige Mars-rover altså kørt i position til at bore i stenen Marimba, for at indsamle stenpulver, som skal analyseres af instrumenterne ombord.
Roveren er i gang med at bestige Mount Sharp, på jagt efter stadigt yngre geologiske prøver.
Lige nu udforsker Curiosity de lavere skrænter på bjerget, der er placeret inde i Gale-krateret, for at blive klogere på hvornår de oldgamle omgivelser gik fra at være et vådt ferskvandsmiljø til et tørrere og mindre gæstfrit sted for liv.
Curiosity landede i Gale-krateret den 6. august 2012 og har siden rejst 13,57 kilometer på Mars.
Spillet Mars Rover virker til iOS, Android og i en browser på din computer. Hent spillet her.
Herunder kan du se en video-briefing om Curiosity-sondens fire års jubilæum.
https://www.youtube.com/watch?v=E6t1kxX-EpI