VIDEO Gadelamper og grønne områder skal klimaeffektivisere storbyer

Med få simple løsninger kan verdens storbyer blive både grønne og klimavenlige.

København markerer sig som en af verdens førende storbyer i kapløbet mod klimaforandringerne.

For nylig blev København prisbelønnet med en såkaldt Index Award for storbyens tilpasningsplan til fremtidens regnskyller, og samtidig fik vi en international pris for klimaplanen "KBH 2025", der stiler mod en kulstof-neutral by i 2025.

Men mens København er et forbillede for mange andre byer, inspireres der fortsat af innovative løsninger i lande som Kina, Mexico, Brasilien og Colombia.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:524ef1cf6187a2155475e666

Se et kort indslag om Københavns 2025-plan herover.

Intelligent gadebelysning

Blandt disse innovative løsninger findes blandt andet en teknologi, der kan reducere 80 procent af energiforbruget i gadebelysning.

Ifølge Laura Storm, der er administrerende direktør i Sustainia, der arbejder med at implementere bæredygtige løsninger i storbyer, bruges der mere end 60 milliarder kroner på gadebelysning om året i Europa.

Pengene spildes især i ødeområder, hvor gadelygterne er tændte, selvom der ikke er folk på vejene.

- Denne nye teknologi har dæmpet belysning, når der ikke er aktivitet i området, og så snart der kommer dyr, mennesker eller biler forbi, så skrues der op for gadebelysningen, fortæller Laura Storm, og ideen om intelligent gadebelysning er i nogen grad allerede implementeret i København.

- Det er stor inspiration at se de forskellige typer af gadebelysning, og det er også nogle af de ting, som vi taler om, når vi mødes på internationalt plan. I København har vi for eksempel skiftet vores gadebelysning, hvor vi halverer vores energiforbrug, så det gør virkelig en forskel, siger teknik- og miljøborgmester i Københavns kommune Ayfer Baykal (SF).

Malmø som forbillede

Et andet eksempel på innovative løsninger findes i Malmø, hvor man med stor succes har forvandlet kedelige betonblokke til grønne områder.

- Man lavede kanaler, haver på tagene og så videre, og det skabte et enormt attraktivt kvarter, som i dag er et af Malmøs mest attraktive kvartere at bo i, fordi det er så socialt, siger Laura Storm.

- Børnene kan lege i kanalerne, man kan hygge sig på sin tagterrasse, og det er dét, som bæredygtighed går ud på, siger hun, og ideen falder i god jord hos Københavns teknik- og miljøborgmester.

- Med små greb kan man gøre kedelige bykvarterer grønne. Man kan bruge dem til at opbevare regnvand, samtidig med at det bliver et rekreativt område. Folk vælger at flytte dertil, og der kommer et nyt liv. Man løfter et område, fordi man gør det mere grønt og klimavenligt, siger Ayfer Baykal.

Se de innovative løsninger til klimaeffektiviseringer af storbyer i videoen i toppen af artiklen.