Store forskelle på kommuners affaldssortering

Når kommunerne skal realisere regeringens nye ressourcestrategi, er der stor lokal forskel på, hvor krævende det bliver.

Vi er i Danmark rigtige dygtige til affaldsforbrænding, men skal blive bedre til genanvendelse, mener Danmarks Naturfredningsforening. (Foto: © Palle Hedemann, Scanpix)

Når vi lader vores affald ende sine dage på forbrændingen, får vi to ting ud af det, udover varme i radiatoren: Enten går det op i røg eller også ender det som slagger, som vi ikke kan bruge til andet end vejfyld.

Sådan siger energi- og miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening Sine Beuse Fauerby til P1 Morgen.

- I fremtiden skal vi altså bruge de her ressourcer noget bedre, siger hun.

I takt med at priserne på ressourcer stiger og vi efterspørger flere og flere af dem, er der kommet mere fokus på mulighederne for genanvendelse.

Danmark er sakket bagud

Hun mener at Danmark er sakket bagud i forhold til en lang række andre lande og at det først og fremmest skyldes, at kommunerne bandt store penge i forbrændingsanlæggene for 30 år siden, hvor man ville have has på de mange lossepladser:

- I dag er udfordringen at vi skal have ressourcerne tilbage og når vi har investeret i nogle forbrændingsanlæg har kommunerne bundet nogle penge i, at holde den teknologi kørende, forklarer hun.

- Er der noget vi er gode til i Danmark, er det at forbrænde affald og vi har samtidig været gode til at eksportere forbrændingsteknologi.

Der skal også fortsat forbrændes affald, siger hun, men i langt mindre målestok.

Intet nyt for visse kommuner, mens andre har et stort arbejde foran sig

Det har mange lande omkring os allerede set, fortæller Sine Beuse Fauerby, der peger på eksempler i Sverige, Tyskland, Østrig og Schweiz.

Her er det blevet helt almindeligt, at man skal sortere affaldet, siger hun.

De har fundet ud af at man ikke skal smide metal ned sammen med kartoffelskræller, fortæller Sine Beuse Fauerby og understreger, at der også kan findes rigtig gode eksempler i Danmark.

Hun peger på kommuner som Rødovre, Herlev og Vejle kommuner, der på hver deres måde er langt med affaldssorteringen allerede og bør være inspiration for de kommuner, der slet ikke er kommet i gang endnu.

Så for nogle kommuner er der intet nyt i dagens udspil fra miljøministeren, mens det for andre vil føles som et kæmpe skridt, slutter hun.