I øgruppen Salomonøerne er små koraløer begyndt at forsvinde under havets overflade.
Det har forskere fra University of Queensland i Australien dokumenteret i tidsskriftet Environmental Research Letters.
Årsagen er den globale opvarming, der får vandstanden i verdenshavene til at stige støt.
Forskerne har undersøgt 33 øer ved hjælp af luftfotos og satellitbilleder.
Mindst 11 øer i de nordlige Salomonøer er enten helt forsvundet de seneste årtier eller oplever lige nu alvorlig nedbrydning, skriver forskerne i rapporten.
- Den alvorlige kysterosion, som ses på Salomonøerne er relateret til den hurtige havvandsstigning, der har fundet sted ved øerne de sidste 20 år. Den er 3 gange højere end det globale gennemsnit, og skyldes dels klimaforandringer og dels stærkere Stillehavsvinde”, udtaler studiets leder seniorforsker Simon Albert fra University of Queensland til DR Videnskab.
Flere fiskelandsbyer, der har eksisteret siden 1935, er allerede blevet flyttet, fordi kystlinjen er blevet nedbrudt.
De fem druknede øer var alle bevoksede koralrevsøer på op til fem hektar.
De forsvundne øer har - udover de højere vandstande - også været udsat for en stigende bølgeaktivitet. Og det har været med til at accelerere deres undergang. Heldigvis var alle fem øer ubeboede.
Salomonøerne er interessante for klimaforskerne, fordi de repræsenterer et billede på, hvordan resten af Stillehavet vil blive påvirket af stigende vandstand i fremtiden.
- I den sidste halvdel af dette århundrede kan vi forvente høje vandstande på hele kloden, ligesom Salomonøerne har oplevet de sidste 20 år. Derfor er udviklingen på øerne en vigtig indsigt i fremtiden, siger Simon Albert.
Artiklen er opdateret med udtalelser fra studiets hovedforfatter Simon Albert.