Skoleelever skal sætte pris på affald

Nu skal skolen vise børnene, at det sparer penge og hjælper miljøet at sortere affald.

Det er oplagt at lære om ressourcer og genbrug allerede fra barns ben, siger miljøminister Ida Auken. (Foto: © Katrina Brown, Scanpix)

I 2022 skal halvdelen af husholdningsaffaldet i Danmark genanvendes. Det er planen i regeringens nye affaldsplan - Danmark uden affald - også kaldet ressourcestrategien.

Hvis det skal lykkes at få os til at sortere og genanvende så meget affald om få år, så skal børnene have de gode vaner ind med skeer.

Derfor bliver der i løbet af 2014 og 2015 lavet nyt undervisningsmateriale om affald til brug i folkeskolens 4.-6. klasse i faget 'natur/teknik'.

Jo ældre man bliver jo sværere at tænke nyt

Det er Miljøstyrelsen, der står for projektet. Og det er helt bevidst at satse på børnene.

- Jo ældre man bliver, jo sværere er det at ændre vaner og tænke nyt, siger miljøminister Ida Auken til dr.dk/viden.

Der findes i forvejen undervisningsmateriale om affald. Men det nye materiale bliver fagligt up-to date og i tråd med regeringens ny affaldsplan. Det er også meningen, at dele af undervisningen skal foregå på internettet.

Genanvendelse skal være noget naturligt

- Man kan jo sige, at børn er fremtiden. Derfor er det oplagt at lære om ressourcer og genbrug allerede fra barns ben, siger Ida Auken.

Ved at fortælle om de ting i skolen kan det blive en naturlig del af ens hverdag at sortere affald, så vi kan bruge materialerne igen, siger hun:

- Vi er ikke vant til at tænke på, at gamle leverpostejsbakker kan blive til nye cykler, eller at der er guld og sølv i mobiltelefoner, som kan bruges i ny elektronik.

Humor og ingen 'løftet pegefinger'

Opgaven med undervisningsmaterialet har været ude i EU-licitation, og Miljøstyrelsen er lige nu ved at se på de bud, der er kommet på opgaven.

Det er meningen, at undervisningsmaterialet skal lægge op til debat og refleksion blandt skolebørnene.

Materialet skal samtidigt indeholde humor, og det må ikke signalere "løftet pegefinger".

Det dur ikke at moralisere

- Jeg tror ikke på, at vi flytter ret meget ved at moralisere og male dommedagsscenarier, siger Ida Auken.

Materialet skal også være i 'øjenhøjde' med børnene.

- Børn skal ikke skræmmes til at sortere affald. Det er bedre at vise, at det nytter, siger Ida Auken.