Ny NASA-mission skal overvåge Jordens drivhusgasser

Trods Trump-løfter om beskæring i klima-budgetter satser NASA stadig på nye geo-missioner.

NASAs GeoCARB-mission kommer til at kigge på drivhusgasser og planter (Photo by: Eye Ubiquitous/UIG via Getty Images) (Foto: © Eye Ubiquitous, © Eye Ubiquitous)

Det amerikanske rumagentur NASA har netop annonceret en ny mission med fokus på plantevækst og atmosfæriske drivhusgasser. Den geovidenskabelige mission har fået den mundrette forkortelse GeoCARB eller Geostationary Carbon Cycle Observatory.

Missionens annoncering kommer få uger efter, at USA’s kommende præsident, Donald Trump, ser ud til at skære i NASAs geovidenskabs- og klima-afdeling til fordel for et større fokus på missioner rettet mod udforskning af rummet.

Det har dog indtil videre ikke afholdt NASA fra at sætte 166 mio. dollars til side til missionen.

Overblik over rummet

Instrumenterne, der vil blive opsendt som en del af en kommerciel satellit, vil være placeret, så de kan give overblik over Nord-, Syd- og Centralamerika. Her vil de dagligt måle Jordens mængde af drivhusgasser, særligt kuldioxid, kulilte og metan og samtidig observere udviklingen i planter og træers tilstand.

Udover at levere vigtige klimamålinger vil missionen være et vigtigt skridt i NASAs samarbejde med den kommercielle satellitindustri og skabe en model som NASAs samarbejdspartnere rundt omkring på Jorden kan bruge til tilsvarende målinger, skriver NASA i en pressemeddelelse.