Kl 11 bliver de 111 vindmøller i Danmarks største havmøllepark officielt indviet. Fremover skal vindmøllerne mellem Grenå og Anholt dække hele 4 % af Danmarks elforbrug, svarende til knapt 1 % af Danmarks samlede energiforbrug. Parkens produktion på 400 MW svarer til ca. 400.000 husstandes forbrug - eller sagt på en anden måde: når vinden blæser, kan hele Aalborg, Århus, Esbjerg, Vejle og Randers dækkes af grøn energi.
Den officielle indvielse i dag
Ved den officielle indvielse, vil Hendes Majestæt Dronningen trykke på den store knap, der starter møllerne - selvfølgelig betinget af, at der er den påkrævede minimumsvind på 4 sekundmeter, fortæller kommunikationschef fra DONG Energy Karsten Anker til dr.dk/viden.
Kongeskibet Dannebrog er på et 5-dages sensommertogt og sejler ned fra Læsø. Om morgenen sejler de forbi parken, hvor de bliver mødt af et skib med journalister, der følger skibet i land.
Her venter 150 inviterede gæster, blandt andet projektledere fra DONG Energy, lokale leverandører, politikere og borgmestre, klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard samt statsministeren.
Sammen med regentparret sejler de ud mod parken, der ligger en times sejlads fra Grenaa Havn. Her finder den officielle indvielse sted, og der vil være taler ved DONG Energys bestyrelsesformand Fritz Schur, statsministeren og Hendes Majestæt Dronningen. Til vindmølleindvielser er der ikke tradition for at smadre champagneflasker mod tårnet, fortæller Karsten Anker, i stedet vil hendes majestæt Dronningen afslutningsvist trykke på knappen, der sætter vindmøllerne i gang. Dernæst sejler følget tilbage til Grenaa, hvor arrangementet rundes af kl 14.
Brudekjolen i Kattegat
På Anholt-parkens hjemmeside kan man se placeringen mellem Anholt og Djursland. Parken med de 111 vindmøller kommer til at fylde 88 km2 - det er præcist lige så stor som Ærø, der dog kun huser 6 vindmøller. Vindmølleparken er fire gange så stor som Anholt, og har en bemærkelsesværdig form.
- Det er en god historie, fortæller Karsten Anker. I starten skulle den bare have form som et rektangel, men i stedet endte den i denne brudekjoleform - den er snurret ind i taljen. Det viser sig nemlig, at bare ved at ændre denne opstillingsform, blev effekten 1,5% bedre. Og det er altså temmelig godt, forklarer han.
Parken er lokalt og dansk forankret
Med færdiggørelsen af parken, slutter også et kapitel om masser af arbejdspladser og investeringer i lokalområdet.
- Der er lagt cirka 1000 mandeår offshore, det svarer nok til omkring 3000 mand involveret i byggeriet, fortæller Karsten Anker, og forklarer, at der på tidspunkter har ligget et hotelskib ved møllerne, så arbejderne ikke skulle transportere sig frem og tilbage hver dag.
Dertil kommer mennesker på vinge- og fundamentfabrikkerne i Aalborg, maskinhusleverandøren i Brande, kabelfabrikken i Hannover og endelig projekteringsarbejdet hos DONG Energi. I alt vurderer kommunikationschefen, at hen ved 8000 mennesker har været involveret i anlæggelsen, og at der i alt er lagt ordrer for 7 mia. kroner her i Danmark, og deraf 450 mio. kroner lokalt i Djursland.
Oplev selv kæmpemøllerne
Afhængig af vejret, vil havmølleparken være synlig både fra land i Grenaa og fra Anholt. Derudover kommer Grenaa-Anholt-færgen til at sejle tæt forbi, mens man selvfølgelig fra luften vil kunne se vindmøllerækkerne, der rækker 141,6 meter til øverste vingespids. Derudover har der vist sig en overraskende stor interesse for at komme ud at se parken, og 10.000 mennesker har allerede været om bord på en særlig færgetur ud til parken.
Endelig er der sideløbende med den rigtige park også blevet bygget syv møller i forholdet 1:40 der nu kan ses i Legoland, hvor DONG Energy i forvejen har været med til at opbygge et energi-område.
Beslutningen om at etablere en vindmøllepark ved Anholt blev truffet tilbage i 2008 som en del af regeringens mål om at dække 30 % af Danmarks energi med grøn energi i 2020. Det første fundament blev sat nytårsaften 2011 og den 19. juni i år blev den sidste af de 111 møller koblet til elnettet.