Miljøstyrelsen: Organiseret tyveri af elektronikaffald for op imod 50 mio. kr. årligt

Overvågning af genbrugspladser og baggårde dokumenterer udbredt tyveri af kasserede fladskærme, tv, computere og el-værktøj.

Overvågning af blandt andre fire genbrugspladser i Odder og Skanderborg Kommuner viser, at der finder omfattende tyveri sted af elektronikaffald. (Foto: © Photographee.eu, Photographee.eu - Fotolia og Scanpix Iris)

Når folk afleverer gammelt udtjent elektronik til kommunen, er der risiko for, at det havner et forkert sted. Elektronikaffald er nemlig i høj kurs blandt tyve.

Det fastslår Miljøstyrelsen på baggrund af en stikprøveundersøgelse på genbrugspladser i Odder, Skanderborg og Esbjerg Kommuner samt i baggårde ved etagebyggeri i København.

I løbet af 375 overvågningstimer fordelt over tre måneder oplevede en konsulent organiseret tyveri, hvor samme personer kom dagligt eller ugentligt og tog elektronikaffald op af indsamlingsburene. Når man omregner mængden til landstal, anslår man med et groft estimat, at værdien af affaldet årligt nærmer sig 50 millioner kroner.

- Tyveriet er problematisk miljømæssigt og økonomisk, ligesom det belaster arbejdsmiljøet for de ansatte på genbrugspladser, der fortæller, at de oplever trusler fra tyvene, siger fagmedarbejder i Miljøstyrelsen Anne Harborg Larsen.

Rummer både miljøfarlige og værdifulde stoffer

Elektronikaffald er en særlig affaldsfraktion. Det indeholder både stoffer, der er problematiske for miljøet, og materialer der er rigtig værdifulde, forklarer Anne Harborg Larsen til DR Viden.

De farlige stoffer kan være bly og cadmium, ftalater, blødgørere og flammehæmmere, som skal affaldshåndteres specielt i lukkede kredsløb, så der ikke sker udslip af disse til miljøet, og stofferne bliver typisk brændt af eller deponeret.

- Men når elektronikaffaldet bliver stjålet, kan vi jo ikke være sikre på, at der ikke sker udslip til miljøet, siger Anne Harborg Larsen.

GPS monteret i varebiler med stjålet elektronikaffaldet kan fx spores til Rumænien og Bulgarien.

Økonomisk tab for dem, der håndterer affaldet

Økonomisk er tyveriet også et problem for de affaldsfirmaer, der skal håndtere elektronikaffald, så de miljøfarlige stoffer og materialer til genanvendelse bliver sorteret rigtigt.

- Affaldshåndteringsfirmaerne har betalt for at kunne hente affaldet og udvinde fx metaller som guld og kobber af printkort og kabler samt sjældne jordarter. Så de taber penge, hvis der stjæles elektronikaffald, og de ikke får det materiale ind, som de regner med, forklarer Anne Harborg Larsen.

I den forbindelse er klunsning også forbudt på de fleste genbrugspladser, ligesom man på den måde bedre kan holde styr på, hvor elektronikaffaldet ender.

Stikprøveundersøgelsen har også vist, at personalet på genbrugspladser samt viceværter i etagebyggeri har oplevet truende adfærd fra tyvene. Så arbejdsmiljøet lider også under det organiserede tyveri.

Miljøstyrelsen har anmeldt de konkrete sager, man kan dokumentere gennem overvågningen, og styrelsen er samtidig i kontakt med Rigspolitiets særlige afdeling for miljøkriminalitet.

Hold øje med elektroniktyve

Stikprøveundersøgelsen er en del af projektet ’Partnerskab for indsamling af elektronikaffald’, der består af af KL, DI og Dansk Erhverv, som også repræsenterer genvindingsindustrien.

I løbet af august kommer deltagerne med anbefalinger til, hvordan man blandt andet kan stoppe tyveri af elektronikaffald og dermed øge genanvendelsen.

Anne Harborg Larsen råder også os borgere til at give personalet på genbrugspladser, viceværten eller kommunen besked, hvis vi oplever tyveri af elektronikaffald.

- Jo flere signalementer af tyvene og oplysninger om nummerplader, jo bedre stillet er politiet i forhold til at efterforske sagerne, siger Anne Harborg Larsen.