Hvad skal vi sige til børnene: Noget er ravruskende galt

Klimaprofessor Sebastian Mernild er bekymret for sine børns fremtid. Og godt træt af, at folk ikke tror på forskernes advarsler.

Sebastian Mernild snakker med sin otteårige søn Frederik, om hvor meget indlandsisen i Grønland smelter.

Sebastian H. Mernild er ekspert i klima og is. Han farer konstant verden rundt for at måle på isen, undersøge den og udvikle modeller, der kan forklare, hvordan isen opfører sig. Fra Andesbjergene til Grønlands indlandsis.

Til daglig er han direktør for det anerkendte norske klimainstitut Nansen Senter i Bergen.

Og så er han far til to børn, Frederik og Benedikte på otte og fem år. To børn hvis fremtid han bekymrer sig for.

- Når jeg kigger på tallene og kan se, at isen smelter så og så meget, bliver jeg da bekymret. For jeg kan se, at noget er ravruskende galt, og at det går stærkere end det burde, siger han.

- En ting er at kigge på tallene som forsker. Men jeg bliver bekymret for mine børn. De vokser op i en verden, der bliver meget mere ustabil, end den jeg voksede op i.

Sebastian Mernild er anden deltager i eksperimentet "Hvad skal vi sige til børnene?", hvor DR lader klimaforskere snakke om klimaforandringerne med deres egne børn.

Isen fortæller historien om fremtiden

Sebastian Mernild fortæller, at han og de andre isforskere undersøger og bliver klogere på over 200.000 gletsjere i verden - 20.000 af dem i Grønland alene.

De bruger mange timer på at måle enkelte gletsjeres udvikling, fører de fysiske data ind i computere og laver modeller, som kan afspejle den virkelige verden. En verden som er ekstremt kompleks - og svær at forudsige.

- Når vi ved, at modellerne viser det, vi forventer i forhold til vores observationer i den virkelige verden, kan vi brede dem ud, siger han.

- Og når vi så rammer ved siden af, udvikler vi på modellerne, og tester dem løbende.

For Sebastian Mernilds vedkommende har han brugt 20 år på at teste sig frem til de bedste modeller.

Manglende tillid

Det arbejde viser ham, at tendenserne er eskalerende. Indlandsisen mister en støt stigende mængde is om året.

I SWIPA-rapporten, der blev offentliggjort i dag, og som Sebastian Mernild er en af forfatterne bag, er mængden fastlagt til 375 gigatons is om året. En mængde som bakkes op af de data han og kollegerne med stort besvær har indsamlet.

- Jeg synes, det er bekymrende og rent ud sagt pisse irriterende, at politikerne har mistillid til os, siger han.

- Jeg fortæller jo ikke bageren, hvordan han skal bage brød? Det regner jeg med, at han har styr på.

Han bliver især ked af, at folk siger, at han og de andre klimaforskere gør og siger som de gør, for at få flere forskningsmidler. For det går i mod alt hvad videnskaben handler om, forklarer han.

- Det er irriterende at blive miskrediteret. For vi prøver at oplyse samfundet om det, der sker. Vi har en videnskabelig debat, der forholder sig til hypoteser og fakta, som vi forholder os kritisk, forklarer han og fortsætter.

- Det bliver hele tiden skudt tilbage til, hvad hovedårsagen til problemerne er. Det har betydet, at vi har spildt tiden. Vi kunne have nået meget mere.

Politikerne bærer en del af skylden

Sebastian Mernild giver også politikerne en del af skylden. For i hans øjne er der en stor kløft mellem det eksperterne anbefaler, og det politikerne rent faktisk gør.

- Det er som om, at det ikke er gået op for politikerne, hvor alvorligt det her er. Ja, politikerne har ansvaret for hele samfundet. Men klimaforandringerne griber så meget om sig, at vi ikke kan undgå det. Det nytter ikke at ignorere det, for det er ved at løbe fra os.

- Vi ved, der er et problem. Så hvorfor sætter vi ikke farten op?

Se videoen, hvor Sebastian Mernild snakker med sin søn Frederik på otte år, i toppen af artiklen.