Først bruger vi penge på fyrværkeri, så skyder vi det af, og lader resterne ligge … For der plejer at komme en anden og rydde op efter os, i hvert fald i byerne.
Sådan tænker mange af os omkring nytåret, for det er de færreste af os, der synes, at det er vores ansvar at rydde op.
Men i bund og grund er det affald, vi selv har produceret.
Hjælp gerne til
- Det ville ikke være nogen dårlig tanke, hvis folk selv hjalp til. Det er nok mere teori end virkelighed, men der er faktisk folk, som selv tager noget næste dag.
Det siger ingeniør Carsten Larsen fra Myndighed og Vejdrift i Odense Kommune til dr.dk/viden.
- Men normalt er det også svært for folk at se, hvilket batteri de selv har købt, fordi det måske står sammen med en masse andet på en central plads i byen, siger Carsten Larsen.
Læs i faktaboksen, hvad du gør med fyrværkeri-affald.
Noget affald skal fjernes med håndkraft
En del af affaldet skal fjernes med håndkraft, fordi det står i midterrabatter på veje osv. Så det koster arbejdstid.
Aarhus Kommune bruger 40.000 kroner på ekstra renholdelse inden for Allégade-ringen nytårsdag, fortæller ingeniør Thomas Skov fra Trafik og Veje til dr.dk/viden.
Odense og Københavns Kommuner har ingen særskilt opgørelse over, hvad det koster at rydde op efter borgernes nytårsløjer. Eller hvor mange kilo affald, der bliver samlet ind.
I Odense og Aarhus begynder man oprydningen klokken 8 om morgenen nytårsdag. Mens Københavns Kommunes folk går i gang bare tre timer inde i det nye år.
Kommunens fejebil er en show-stopper
København er nærmest udsat for et bombardement af fyrværkeri nytårsaften og -nat. Der flyder med affald, pap, papir, træpinde og batterier.
35 renholdsfolk bruger et lille døgns tid på at rydde op. De starter allerede kl. 3.00 på Dronning Louises Bro.
- Og det sætter også en dæmper på festen, som plejer at dampe af, når kommunens biler begynder at feje, siger kommunikationsmedarbejder Søren Bom fra Center for Ressourcer i København til. dr.dk/viden.
Oprydningen kan trække ud, hvis der ligger sne og is som fx ved nytårsskiftet 2012/13.