Forskere: Første pattedyr udryddet af menneskeskabt global opvarmning

Alle spor efter en sjælden australsk gnaver er væk. Stigende vandstande har ødelagt dens levesteder.

Den ekstremt sjældne gnaver Bramble Cay melomys levede kun på en fire hektar stor ø ved Great Barrier Reef. Nu har havet skyllet den væk. (© Queensland Government)

Det australske koralrev Great Barrier Reefs eneste endemiske pattedyr er tilsyneladende blevet udryddet af de menneskeskabte klimaforandringer.

Gnaveren Bramble Cay melomys levede kun på den blot fire hektar store ø Bramble Cay. Øen ligger i den østlige ende af Torres strædet, mellem det nordøstlige Australien og Papua Ny Guinea.

Gnaverens levesteder er blevet ødelagt af stigende vandstande.

I 2014 blev en ekspedition fra Queensland’s Department of Environment and Heritage Protection og University of Queensland sendt afsted for at finde gnaveren. Men forskerne fandt ingen spor efter den. Gnaveren blev sidst set i 2009 af en lokal fisker.

Havet oversvømmede øen

Dermed kan Bramble Cay melomys være det første pattedyr i verden, der er blevet udryddet af de menneskeskabte klimaforandringer.

Ekspeditionens rapport om gnaverens tilstand blev publiceret i denne uge og den konkluderer, at hovedårsagen til gnaverens udryddelse er stigende vandstande.

- Den ansvarlige nøglefaktor ved befolkningens udryddelse var næsten helt sikkert hav-oversvømmelse af den lavtliggende sandbanke, sandsynligvis over flere omgange, gennem det seneste årti, som resulterede i dramatisk tab af habitat og måske også direkte tab af individer, skriver forskerne i rapporten.

Vandet og bølgerne ødelagde simpelthen gnaverens hjem.

Leder efter gnaveren i naboland

De stigende vandstande og tiltagende og mere intense vejrfænomener, der også får vandet til at stige, får forskerne til at pege på menneskeskabte klimaforandringer som synderen.

- Det er afgørende, at dette sandsynligvis repræsenterer den første udryddelse af et pattedyr, som skyldes antropogeniske klimaforandringer, skriver de.

Forskerne vil nu forsøge at lede efter gnaveren eller mulige slægtninge til den i nabolandet Papua Ny Guinea. Her stammer Bramble Cay melomysen nemlig sandsynligvis fra.

Så gnaveren er måske ikke uddød på globalt plan endnu.

Gnaveren levede på den lille ø Bramble Cay, der betyder Brombærbusk Sandbanke, som ligger isoleret mellem Australien og Ny Guinea. (Foto: © DR Viden/Screengrab, University of Queensland)